En gentleman's paraply får nyt hjem

En gentleman's paraply får nyt hjem


Tilfældigheder ville, at baronessen og godsejeren stod i London, og så frem til nogle gode dage i de syd-engelske landskaber. Det er altid genstand for store forventninger, fordi der oftest bydes på sjove oplevelser, inspiration og uforglemmelige indtryk på nethinden, når vi er på tur. Denne skulle vise sig, at leve op til det hele.

Godsejeren havde på en tidligere tur i London, set en spændende butik igennem et taxavindue og noteret stedet på Google Maps. Det viste sig at være James Smith & Sons, Londons ældste leverandør af paraplyer og stokke til gentlemen, adelsfruer og andet godtfolk.

Nu stod vi igen foran butikken i New Oxford Street, som står i victoriansk stil, ganske som da den åbnede i 1857. Virksomheden startede helt tilbage i 1830, men som alle succesfulde virksomheder, så måtte de flytte til en større butik.

Vel inde i butikken, mødes man af uanede mængder af paraplyer og stokke, med de flotteste udskæringer og krummelyrer, og personalet tager imod med høflighed og elegance. Vi så hurtigt, at her tages det meget seriøst, når man skal udvælge sig sin nye paraply, som jo skal være med til at udstråle, hvem man er, i mange år frem. I de gode gamle dage, kunne en gentleman ikke gå uden for en dør, uden en stok eller paraply, og ligesom valg af bil eller jakkesæt, kunne dette sende vigtige signaler. I dag er det nok lidt mere afslappet, men det var en dejlig oplevelse at se, hvorledes håndværksmæssig tradition gennemsyrede alt, hvad de lavede.

Vi kiggede nærmere på paraplyerne, og godsejerens kærlighed faldt på en model, som er lavet som en stok, det vil sige med træ hele vejen fra håndtaget og til spidsen. Den var monteret med sort bomuldsstof og havde en utrolig dejlig gang, når den blev foldet ud og ind. Spidsen kunne forkortes, så den passede nøjagtigt til brugerens højde. Da dette var bestemt, røg paraplyen ned i kælderen, hvor den blev færdiggjort med en metalspids. En lille klokke ringede, som tegn til den flinke sælger Arnold, om at godsejerens paraply var færdig.


Handlen blev afsluttet, og godsejeren måtte gribe lidt dybt til foret. Men sådan er det med kvalitet. En gedigen og flot paraply, som kan gå i arv, kom med hjem til Danmark.

Mere om denne Englands-tur i næste blogindlæg.