Da vi var 4 personer afsted, så blev vi nødt til at leje den helt store Defender model 130”, i en helt særlig version, med lærredsbetrukket baggagekabine bagerst, 2 tagtelte og stort udfoldeligt oversejl. Da vi hentede bilen i Perth, så fik vi nærmest et chok over bilens størrelse. Det var jo lige som et skib! Bilen blev leveret med al nødvendig udrustning til at klare sig i naturen, inklusive soveposer, campingstole, køkkengrej og sågar et udfoldeligt bålfad. Vi skulle blot medbringe os selv, vores tøj/grej og mad til turen. I bagerste rum, med lærreds-tag- og sider, var der et rigtig smart opbevaringssystem, med 2 lange metalskuffer med udtræksskinner, og over dem en stor udtrækkelig top-plade, hvor vi kunne have vores tasker, reservehjul og andet. Samlet set et meget velfungerende set-up, som vi hurtigt blev fortrolige med på vores tur.

Nå, vi satte os ind i ”skibet” og vores tur skulle starte. Men vi kørte kun 100 meter, før baronessen råbte ”Der er en Marks & Spencer!” og godsejeren huggede bremsen i, og svingede ind på nabo-parkeringspladsen. For de af jer, som ikke ved det, så er Marks & Spencer lidt som Magasin’s Mad & Vin på steroider, fyldt med britiske lækkerier. Der skulle gå en halv time, før vi var tilbage ved det gode skib Defender 130, med masser af proviant og kunne fortsætte turen.

Første stop var ved naturskønne Glencoe, et par timer nordvest for Edinburgh. Glencoe er en meget smuk dal, som oppe på den ene dalside rummer 3 tværgående dale, som det anbefales, at man vandrer/kravler op for at besøge. Man kalder de 3 dale Three Sisters, og de er altså meget smukke. (Bagved dem ligger Hidden Valley, og den må vi op og se en anden gang).

Det var blevet aften, og vi fandt et sted at parkere og overnatte med Defenderen, langt nede af en 8 km lang blind vej. Vores camp site lå utrolig smukt og fredfyldt, med udsigt ned i en dal og med bjergkamme hele vejen rundt om os. Næste morgen gik der kronhjorte nede i dalsengen, og efter et regnvejr, havde der lagt sig ny sne på bjergtoppene. Det var et meget fascinerende syn, som mindede os om, at det var lidt koldt, men heldigvis havde vi jo forberedt os med passende tøj. (Det manglede bare, når vi sælger tweed og outdoorkluns). Bemærk venligst (til senere brug) at vi havde delt os op, så godsejeren og sønnen sov i det store tagtelt (selvfølgelig?), og kvindfolket i det lille tagtelt. Vigtig forståelses-info!

Lad os springe hurtigt forbi en dejlig dag, som indeholdt besøg ved Glenfinnan Viaduct (som er med i Harry Potter filmene), flotte views til Ben Nevis, (Skotlands højeste bjerg), et pubbesøg og spole direkte til denne turs største drama, som udspandt sig den kommende nat.

Vi var kørt til Isle of Skye, som er en af de mest populære steder at besøge for turister, på grund af øens utrolige skønhed. Det var i princippet et stop-over på vej til en af færgerne til Hebriderne, men vi skal jo have det hele med! Så vi tjekkede ind på en rimelig ny campingplads. (Fordi øens beboere tilsyneladende er trætte af mobilhomes, som parkerer alle mulige steder, og derfor ikke levnede os mulighed for felt-camping med Defender 130’eren). Campingpladsen lå et meget smukt sted, og lige ned til en elv. Nuvel, aftenen gik fint, og vi gik til køjs ved 22-tiden i god ro og orden.

MEN, vi lavede en ”rookie mistake”. Vi glemte at tjekke vejrudsigten, og cirka ved midnat vågnede godsejeren ved, at det stormede og himlen havde åbnet alle sluser. Regnen piskede ind sideværts på bilen og tagteltene på grund af den kraftige vind, og hele ekvipagen stod og gyngede. Han tænkte ”OK, det er for sent at gøre noget, vi må bare ride stormen af.”. Så han faldt i en urolig søvn, og drømte, at nogen stod uden for bilen og ville have penge for huslejen. Det vidste sig, at det var baronessen og datteren, som stod og talte udenfor. Altså, de havde forladt deres telt! Midt i stormen! Godsejeren indså, at han ikke bare kunne ride stormen af i soveposen, og måtte begive sig ud i uvejret. Udenfor stod 2 våde mus, som havde taget vand ind i deres telt, og følte sig tvunget til at evakuere. De var midt i en drøftelse, om de skulle sove på gulvet i campingpladsens vaskemaskine rum. 

Det endte med, at musene kravlede ind i Defenderens kabine, datterlill’ bagi og baronessen foran. Her skal I forestille jer, hvordan en Land Rover Defender har en kombineret armstøtte og opbevaringsboks i midten, hvilket medførte at baronessen forsøgte at sove i siddende position. ”Ikke nemt!” fik vi at vide næste morgen.

Godsejeren krøb til køjs igen, og optog lige en video af, hvordan teltdugen ruskede, og hvor man kan høre regnen banke på teltdugen.

Jo, han havde det også hårdt, syntes godsejeren selv. Da klokken blev 5 om morgenen, og vind og regn stadig huserede for fuld kraft, var han mør. Han havde i timerne inden mærket, hvordan køretøjet gyngede, og fik en panisk mistanke om, at baronessen havde sluppet håndbremsen, for at ligge bedre på forsæderne. ”Er vognen på vej ned i elven?” tænkte han, uden at handle på det. Nå, men klokken 5 sendte han et ”distress-signal” til udlejningsfirmaet, med en fuldstændig forvansket forventning om, at de straks ville rykke til undsætning. ”De kan komme og bytte rundt, så vi får en minibus og kan fortsætte turen rundt i Skotland med hotelovernatninger.”, tænkte den stakkels turleder. Men udlejningsfirmaet svarede selvfølgelig først ved 9-tiden, og der så verden helt anderledes ud. Vi havde fået tørret tøj og soveposer i campingpladsens kæmpe tørretumbler, og vi havde fået varm morgenmad. Og det viste sig, at det kun var godsejeren, den vattede turleder, som havde tvangstanker om at stoppe det hele.

Teamet var faktisk i fint humør, og med udsigt til, at næste overnatning ville være på et varmt hotel, fejede alle bekymringer og dårlige tanker af vejen.

Således opløftet fortsatte vi turen, og vi så om formiddagen den formidable Old Storr klippe og gik en tur ved Quiraing-højderyggen. Sidstnævnte er absolut magisk, og det BØR man altså se, hvis man er på de kanter.

Isle of Skye eventyret endte ved færgelejet i Uig (ja, det hedder byen), og vi sejlede til Tarbert på Isle of Lewis. Og det blev starten på en aldeles ny fase, som vi aldrig vil glemme.

Du bedes nu forestille dig, hvorledes vi er ankommet til de Ydre Hebrider, den øgruppe vest for det skotske fastland, som godsejeren har fablet om i timer, over for stakkels kunder i showroomet. (Vi tænker, at kunderne nogle gange leder efter godsejerens røde stopknap, men uden held). Vi er landet på Isle of Lewis, som er på størrelse med en mellemting mellem Lolland og Fyn. Den ligger helt ude vestpå, med Atlanterhavet som nærmeste nabo. Forblæst, forputtet og forrygende smuk.

Vi overnattede på et hotel i hovedbyen Stornoway, primært på grund af den foregående nats vandindtrængen i teltene. Planen var at få tørret madrasserne, medens vi boblede i komfortable senge. Planen lykkedes, kort sagt.

Næste morgen kørte vi helt ud til Atlanterhavskysten, for at besøge nogle af Skotlands særlige strande, som vi havde hørt så meget om. Der er kort fortalt tale om caribiske tilstande, med azurblåt vand, finkornet sand og …… meget kold luft. Jo, vi er ikke på Jamaica, vi er på Lewis. Men flot var det og vi tog masser af billeder af det meget smukke vand og fik godt med sand på tæerne. Undervejs besøgte vi et lillebitte whiskydestilleri, som hedder Abhainn Dearg Distillery. Hvis du har hørt om det før, så er vi meget imponerede. Navnet er gælisk og betyder Den Røde Flods Destillleri. Det lå ganske rigtigt ved siden af en flod, og stedets ejer Marco (ikke et skotsk navn, men manden var meget skotsk) fortalte os om, hvorledes vandet fra floden kom rindende oppe fra bjergene, hvor der hverken var mennesker, dyr eller landbrug. Så vandet var rent, og meget velegnet til whiskyproduktion. Vi smagte på hans få whiskyvarianter, som var ganske forrygende. Hvis du kommer forbi Abhainn Dearg, så kig ind!

Aftenen blev tilbragt på Mealasta Beach, langt fra alfarvej, og lige ned til strandkanten ved Atlanterhavet. Der er en virkelig flot udsigt over havet, dets småøer og undersøiske skær, som havets kæmpe dønninger slår ind på, og skaber høje vandkaskader. Vi havde den smukkeste solnedgang, gang i bålgryden, lidt whisky og ingen storm på vej. En fuldstændig magisk aften. Når vi tænker tilbage på den strand, så kan vi aldrig huske navnet, men kalder den ganske ucharmerende og uretfærdigt for ”Rat Beach”, fordi visse medlemmer af teamet påstod, at de så en stor rotte løbe nede mellem klipperne ved vandet. Således oplyst kom baronessen helt op på mærkerne, og sent på aftenen mente hun, at hun så den ud af øjenkrogen, lige under Land Roveren. Stort var postyret, men der blev ikke fundet noget som helst, der var gnavet i den næste morgen.

Således udhvilet på taget af det godt skib Defender 130, kørte vi tilbage til Stornoway, for at opleve turens planmæssige højdepunkt: Besøget hos Kenneth McKenzie Ltd, verdens ældste Harris Tweed væveri, og vores leverandørers leverandør.

Se det er en hel historie for sig selv, og den kan du læse her. 

Efter det fantastiske besøg hos tweedvæveriet kørte vi ombord på færgen til Ullapool, en charmerende lille flække som ligger på Skotlands fastland, i bunden af en flot fjord. Og det var begyndelsen på endnu en ny fase på vores tur, hvor vi kørte først nordpå, siden østpå, og dernæst sydpå ad den ikoniske roadtrip rute North Coast 500 (NC500). Det er bare vanvittigt flot overalt, og vi overnattede på taget af bilen nogle vildt dejlige steder. Undervejs var vi forbi Dunrobin Castle, som er et ganske imponerende slot med en såkaldt walled garden. Hele molevitten ejes af den 25. Jarl af Sutherland, Alistair Charles St Clair Sutherland , som for øvrigt også er Chief of Clan Sutherland. Han må være en travl mand. Anyways, slottet er flot, haven er bedårende og det er absolut et besøg værd, hvis du kommer nord for Inverness.

Det blev nu tid til vores næste officielle programpunkt, som var besøget på den lille strikvirksomhed, som laver vores Olene striktrøjer. Vi fik den store tour af ejeren, og kunne med tilfredshed konstatere, at vores trøjer blev strikket på de bedste japanske strikmaskiner (og ikke de billigere tyske modeller). Vi lærte meget om processen, og var ærlig talt imponeret over, hvor gammeldags det hele fremstod. Men det virker, og kvaliteten er i top. Producent godkendt!

Den officielle del af turen til Skotland endte på vores elskede slotshotel McDonald Pittodrie House, som vi har besøgt før. (Ja, det er jo ikke vores, men det kunne vi godt tænke os). På dette slot kan man føle, at man virkelig er den retmæssige ejer på hverdage, fordi det mest bruges som bryllupshotel i weekenderne. Der er således næsten ingen gæster, ild i pejsen i biblioteket, velforsynet whiskybar og den dejligste park og et overkommeligt bjerg i baggrunden. Staldtip: De har en forrygende morsom og beleven tjener i restauranten, som hedder Richard. Hvis du kommer forbi, så nyd hans selskab. What’s not to like?

Skal vi lige snige et højdepunkt mere ind? Jo, så skidt da. Der opstod en mulighed for, at godsejeren kunne fiske en hel dag i River Findhorn, en flod som er kendt for sine naturskønne omgivelser og flotte laks. Fiskeriet skulle foregå ved Logie Estate, som er kendt for sin dramatiske kløft, som floden passerer igennem. Godsejeren fandt straks en bog fra Skotland fra 1988 om fluefiskeri efter laks, selvom han har fisket mange gange efter dem. Bogen gav en masse ny indsigt, og således bevæbnet med viden, gik han til floden. Der var bare det lille problem, at der tilsyneladende ikke var nogen laks på strækket… Men smukt var det at fiske i en klippekløft, med fosser og stryg, og dejligt klart vand. Bedre held næste gang, hr. godsejer.

Vi er nu til vejs ende i vores rejseberetning, og vi håber, at du har været underholdt, inspireret og måske intrigeret til en ferie i Skotland. Vi er ikke sponsoreret af nogen, så alt står for vores egen regning. Og det er vel det rareste?