Harris Tweed

Harris Tweed - besøg hos Skotlands ældste væveri

Skrevet af: Ole Bergstein

|

|

Tid til at læse 3 min

På vores tur til Skotland i foråret 2025 var vi så heldige, at få lov at besøge firmaet Kenneth McKenzie Ltd, som er den ældste operative Harris Tweed fabrikant siden 1908. Følg med nedenfor.

Du har nok hørt om Harris Tweed, og ved måske også, at det er verdens mest berømte tweed tekstil, som er kendt for sin høje slidstyrke og fantastiske varmeregulerende egenskaber. Men ved du også, hvor unik fremstillingen af denne tweed er? Vi, hos Godsejeren vidste en hel del om dette, men syntes selv, at vi havde nogle huller i vores viden. Og derfor drog vi på langfart til de Ydre Hebrider, en forblæst øgruppe vest for Skotland, for at få lukket disse huller.

Tweed væveri
Fantastisk at se, hvordan vores produkter fødes

Kenneth McKenzie Ltd

Vi fik den helt store VIP-rundtur af en af firmaets ledere, fordi vi sælger vanvittig meget Harris Tweed i Danmark (det gør os meget stolte, naturligvis). Undervejs fik vi hilst på Alec Lockerby, som er den nuværende ejer siden 2019, og som har lykkedes med at vende en kedelig udvikling for væveriet, på grund af nogle uheldige dispositioner i fortiden.

Alec Lockerby og Ole Bergstein
Alec Lockerby og godsejeren.

I den ene ende af bygningen kommer der råuld i kæmpestore baller med hver 350 kilo uld, som så skal gennem en større forarbejdningsproces, som er den samme, som man har gjort i mange årtier. Ulden kommer fra får af racen Cheviot. Cheviot-uld er særlig velegnet til tweed, fordi den er grov, stærk og har en naturlig fjedring, der giver stoffet både struktur og slidstyrke. Ulden holder formen godt og har en ru overflade, som passer perfekt til det robuste og lidt rå udtryk, man forbinder med klassisk tweed. Samtidig er Cheviot-fåret hjemmehørende i grænselandet mellem Skotland og England, hvor tweedtraditionen opstod, så det har også været en naturlig og lokal råvare gennem generationer.

Uld i baller
Indfarvning

Virksomhedens produktion af kardegarn, som bruges til vævning af Harris Tweed ligger i hovedbyen Stornoway på Isle of Lewis, men trækker på uafhængige, små private vævere på hele øen, som arealmæssigt er lidt mindre end Fyn. Ulden kommer fra The Borders, det skotske grænseområde ned mod England og det betyder samlet set, at al produktion stammer fra i Skotland. Ret fedt, hvis du spørger os!

Wool color samples
Farveprøve kartoketet

Vi så en hulens masse maskineri og store opbevaringskamre, som med sindrig mekanik og en masse tykke rør førte ulden igennem forskellige forberedende processer, med rensning, indfarvning med mere. Så bliver ulden kartet igennem flere omgange og blandt andet tilsat lidt olie og vand, for at forhindre friktion undervejs i processen.

Uld til tweed
Embryo wool

Ulden ender i denne proces med at være lange garnlignende tråde, som kaldes ”embryo wool”, men som ingen trækstyrke har. Man kunne således nemt rive sådan en tråd fra hinanden, og det er derfor, at man så sidenhen aver ”spinning” hvor man snor trådene, og snor tråde omkring hinanden. Resultatet er en meget stærkere kardegarn, som er klar til vævning.

Uld til tweed
Klar til vævning

Og nu er det, at det bliver helt specielt!


Garnet rulles på cirka 2 meter brede ruller i bestemte farvekombinationer afhængigt af det ønskede færdige mønster, så rullen er klar til at blive kørt ud til en håndvæver, som ofte er en crofter, som vel på dansk kunne betegnes en husmand. De arbejder hjemmefra i deres egne små vævehytter, eller i deres garage, som vi selv oplevede. Hver meter stof bliver vævet på gamle væve, ofte efter mønstre, der er gået i arv i generationer. Væven drives ved menneskelig energi, med et gammeldags trædemøllesystem eller (som vi oplevede det), men en kondicykel lignende anordning, hvor væveren tramper i pedalerne dagen lang. Vi prøvede selv at cykle på den, og så hvordan den tværgående tråd kaldet wheft, susede frem og tilbage mellem de lodretgående tråde, kald wharp. Mønsteret er fastlagt med en slags hulkort anordning, og på magisk og meget mekanisk vis ruller det ønskede mønster ud bag væven. Ganske imponerende og en meget opløftende oplevelse, må vi sige!

Uld til tweed
Vævning i garagen hos crofteren
Godsejeren cykler derudaf
Magisk natur

Når vævningen er færdig, bliver stoffet sendt tilbage til Kenneth McKenzies produktionsanlæg for at blive tjekket, renset, presset og stemplet med det ikoniske Harris Tweed ”Orb”-mærke – garantien for ægte Harris Tweed, vævet på Hebriderne og ingen andre steder.

Godsejeren sælger tøj syet af Harris Tweed tekstiler, som er designet og leveret til os af f.eks. Bucktrout, Wellington of Bilmore og flere andre. Så vores leverandører køber tekstilerne af Kenneth McKenzie Ltd. og har systuer i Storbritannien og EU. Vi kan godt lide, at produktionen er i vores egen storregion og det har været utrolig spændende at få lov at se kilden, dvs. der hvor tøjet oprindeligt stammer fra.


Hvis du gerne vil endnu mere i detaljen, så følg med her, ved at læse dette dokument vi har lavet om Harris Tweed vævning.

Hvad synes du? Er Harris Tweed ikke fedt?

Vi elsker Harris Tweed og især hele historien om, hvordan det bliver produceret i forblæste med smukke omgivelser på Hebriderne. Og dette besøg var en gammel drøm som endelig gik i opfyldelse.

Har du ikke stiftet bekendtskab med Harris Tweed før, så er det måske nu, at du skal komme og besøge os på Danstruplund.

Flere billeder fra Skotland