Bæredygtigt og 4-stjernet med kant


Den kommende godsejer på Kragerup Gods taler ud: ”Vi kan godt lide at være lidt skøre”

Med denne sladderbladsoverskrift håber vi at have fanget din opmærksomhed. Og du kan være ganske rolig. Det er spændende læsning og det er den skinbarlige sandhed. Vi var selv på stedet, og fik historien fra den kommende godsejer.

I disse tider er der mange som drømmer om at komme ud og rejse. Væk fra boblen og få nye indtryk – men selvfølgelig med alle forholdsregler intakt. Derfor inviterede den falske godsejer sin egen baronesse på weekendophold på Kragerup Gods på Vestsjælland. ”Kan man godt det?” tænker vores læser måske. Og svaret er ”ja, det kan man godt”, når overnatningsstedet ellers har taget alle de rigtige forholdsregler, som er foreskrevet af Horesta, hotel- og restaurationsfagets forening. Mere om det praktiske til sidst.

Vi fik en særlig velkomst af Regitze A. Sophie Dinesen, 9. generation af Dinesen familien på Kragerup, som inviterede på et glas vin i en af de fine stuer. Regitze har været ude i den store verden, studeret og arbejdet med marketing i København. Men nu er tiden kommet, hvor hun skal forberede sig på at overtage godset, så hun er i realiteten i lære som godsejer. Fed læreplads, må man nok sige – men også med utrolig meget ansvar.

 

Nå, nu skal I høre hvorledes Kragerup Gods blev en veldrevet, miljøvenlig virksomhed med en spændende historie.

(Hvis du for øvrigt tænker, at navnet Dinesen virker bekendt, så kan det være fordi et meget kendt medlem af slægten hed Karen Dinesen, senere Karen Blixen. Den kendte forfatter besøgte Kragerup under familietræf, og godset populære restaurant hedder derfor Blixen.)

Regitzes morfar, kammerherre Erik Dinesen kom af en søskendeflok på 3, som alle overtog et gods! Ja, det var tider dengang. Vi så et sødt maleri af de 3 som børn, og det er sjovt at tænke, at de sikkert ikke anede hvad der lå i kortene til dem.

"Min morfar drev Kragerup Gods på eget traditionel vis med fokus på landbrug og havde en stor passion for biler, jagt og selskabelighed” startede Regitze, som sad i sofaen med en flot pink blazerjakke og ternet nederdel. Da hendes mor Birgitte Dinesen overtog godset efter sin far kammerherre Erik Dinesen, trængte det til at få en ordentlig overhaling, og at få set driften efter i sømmene.

Regitzes mor, kammerdame og hofjægermester Birgitte Dinesen er en driftig frue, så hun satte en mængde aktiviteter i søen. Blandt andet fik hun bygget Danmarks største strudsefarm, men det viste sig, at danskerne ikke var helt tunet ind på at spise strudsekød, så Regitze erindrer, at de fik virkelig mange forskellige slags strudseretter derhjemme, blandt andet Strussobuco, Struds i strimler, Struds i flødesauce, Strudsespegepølse på madpakken og ikke mindst omelet til 12 i ét strudseæg….

Et andet projekt, som der var betydelig mere sving i, var opførelsen af 6 kæmpestore vindmøller, som i dag forsyner halvdelen af Kalundborg kommunes boliger med strøm. Vindmøllerne var en kæmpe investering på 160 millioner kroner, som Birgitte Dinesen i starten havde udfordringer med at få finansieret. Efter at have besøgt 6 banker, var der endelig en bank i Jylland, som svarede: ”Hvor mange penge skal du bruge?” (sikkert udtalt med jysk accent). Så var den aftale i hus. Vindmøllerne har været, og er stadig, en vigtig indtægtskilde, som har været med til at finansiere godsets forvandling fra at være 100% landbrug på de 1200 hektar, til i dag at være fortrinsvis et kæmpe oplevelsesunivers, men samtidigt et fremsynet landbrug.

Birgitte og hendes stab på i dag 65 ansatte har omdannet en stor del af godsets bygninger og omliggende park til et hotel/konferencecenter og Danmarks første og største klatre-aktivitetspark. ”Vores ambition er at være et 4-stjernet hotel med kant, og da vi er lidt skøre, så finder vi på mange sjove ting til glæde for gæsterne” fortalte unge Regitze under vores besøg. Man kan blandt andet sejle i kano med bind for øjnene i voldgraven. Og ja, så er der jo klatreparken…. Den kommer vi lige tilbage til.

Hotellet har 57 værelser, hvoraf nogle ligger i hovedbygningen. Vi havde opgraderet og boede i Kammerherrens værelse i hovedbygningen, og manner!, hvor var det bare flot! Det var holdt i flotte blå nuancer, med blødt gulvtæppe, klassisk sofa-lænestol arrangement og himmelseng. Badeværelset var med et stort 2-personers badekar, bruseniche, 2 håndvaske og udsigt ned til voldgraven. Det hele var dekoreret med afrikanske detaljer, tydeligvis inspireret af Karen Blixen, og en mor/datter tur til Limpopo for et par år siden. Virkelig lækkert indrettet. Som en lille sjov detalje, så fandt vi en busbillet fra 1976 og et postkort fra 1983, i to af bøgerne på værelset. Sikkert brugt som bogmærke i en svunden tid.

Ude i parken lidt skjult fra godset ligger klatreparken, som er kæmpestor, med 7 baner oppe i træerne med ziplines, rapelling, klatrevægge og meget mere. Det nyeste påfund er at lave trampolinbaner oppe i træerne, som vi tænker lige giver hopperiet en ekstra kant. Der er bygget en lille shelterby, som man kan booke, hvis man er mere end 10 personer (post-corona) og der er vandre- og cykelruter på godsets kæmpe skov-og markarealer. Kort sagt underholdning for familier og firmaer på teambuilding.

Landbruget eksperimenterer med økologisk drift, og Regitze fortalte stolt, at Kragerup bliver den første landbrugsbedrift, som dyrker kikærter (som vi tror vil blive en kæmpe succes, hvis planterne bare vil gro). De mange indsatser for miljøet har gjort, at godset i dag er CO2 neutralt, og har fået turismens internationale miljømærkat ”Green Key”. Vi hos Godsejeren.dk er meget imponerede over dette, og det fortjener stor applaus.

Vi sad i sofaen og lyttede fuldstændig opslugt til Regitzes fortælling, da vi pludselig så på uret, at det var vores tur til at komme i den store indendørs swimmingpool. Og det kunne vi jo ikke bare droppe. Så vi afsluttede mødet med Regitze, med gensidige ønsker om snart at ses igen. 

Kragerup Gods havde lokket os på deres hjemmeside med en get-away pakke, med (selvhenter-)mad på værelset, bestående af særdeles lækker tapas om aftenen, og ligeledes særdeles righoldig morgenmad. På værelset var der dækket op til middag, da vi ankom, og det var faktisk vidunderligt at nyde dejlig mad og vin i stearinlysets skær, og se sin elskede i øjnene. Kan anbefales! PS: Vi har selv betalt for det hele - og vi er bare vilde med stedet.

Se flere billeder nedenfor..

 

Ny leverandør hos os:

Ældre posts Nyere posts