Godsbloggen

Denne blog opdateres ujævnligt, når vi har noget på hjerte. 

Som nogle af læserne vil vide, så har godsejeren en opdagelsesrejsende boende i sit hjerte, og da jeg fik chancen for at tage til Svalbard, var der ikke langt fra ord til handling.

Rejsen blev bestilt i søndags, og 2 dage senere stod jeg tirsdag d. 21. april 2015 kl. 13.15 på havisen i Mohn bugten på Spitsbergen/Svalbard og studerede en isbjørn på 400 meters behørig afstand.

Jeg har skrevet en lille beretning til mine venner på engelsk, og jeg håber I vil synes om den:

OK, I have had my beer(s) celebrating and here is the story about the bear:

As mentioned in the previous Facebook post, I drove 100 km on a snowmobile through the white polar desert from Longyearbyen to Mohn Bay on the east side of Spitsbergen/Svalbard. The weather was part sunny, part cloudy and gave us extra joy and long views. It is a breathtakingly beautiful trip, starting with a long ride on a frozen riverbed in Adventsdalen, and turning right into the big and majestic Sassendalen valley. This valley is more than 50 km long and 5 km wide, just to give you an idea of the proportions, if you look at the map. The top of Sassendalen is the foot of the Rabot glacier, which we entered after a security briefing and drove up and up for another 20 km until we came to a steep decline down to the frozen ocean.

We where now in the kingdom of the polar bears, as they prey almost only on ring seals, that come up to breathe through the holes they keep clear for ice all winter. It was time for another security briefing, and the guide explained why she was equipped with a signal pistol, a rifle and a satellite telephone. The signal pistol is to be fired on the ground, in front of an attacking bear, to scare it of. If that does not work, the rifle comes in as second measure… God forbid, that the satellite phone comes in use…

We started again and headed north along the coast, driving on the ocean ice, scouting for bear. I noticed some tracks on the way, which I later realised was from reindeer, when I saw the real polar bear tracks! The guide saw the bear tracks and stopped us to photograph them, and have lunch. The tracks where big as my 12/47 winter boots and where maybe 3-6 hours old. I can assure you that I had my lunch with one hand, and the binoculars to my eyes with the other hand! Constantly checking the surroundings for signs of bears. They are a little yellow in their fur colour, and I saw several yellowish spots on the ice, but every time the guide said “no”.

I was about to give up, when all of a sudden, one of the yellow spots moved and a bear head looked up! Yihaaaaaaaaa (I thought) and I tried calmly to tell the others what I spotted. This obviously created some stir in the little group, and everybody wanted to borrow my (good) binoculars. Basically the bear was lying down, taking a nap, and some times rolled on its back, just as our dog Ludvig does, when he is feeling good. We where approximately 600 meters from the beast, and the guide decided to drive a little bit closer. At 400 meters we stopped and took pictures. A German guy had a really good telescopic camera lens, and he promised me to send some of his pictures. You can see some of mine, which I have zoomed in on and they are a bit blurry.

I was so excited and thankful for being in the middle of the polar wilderness, close to something dangerous, beautiful and totally ignoring us. I will newer forget this moment.

After half an hour in heaven we took of and headed back towards Longyearbyen.

On the way back we saw a ring seal resting on the ice, and the most beautiful glacier edge, with a blue hue and amazing carvings from years of impact from weather and pressure. It turned out that the bear apparently had been spotted the day before at the other end of Sassendalen, heading in our direction. Another group had seen its footprints several times on the track towards us. And my guide told me, that she had not seen one single bear all season. So again I was the lucky guy and now a certified polar bear spotter. Thanks for listening (if you are not sleeping already)

Læs mere

Som nogle af læserne vil vide, så har godsejeren en opdagelsesrejsende boende i sit hjerte, og da jeg fik chancen for at tage til Svalbard, var der ikke langt fra ord til handling.

Rejsen blev bestilt i søndags, og 2 dage senere stod jeg tirsdag d. 21. april 2015 kl. 13.15 på havisen i Mohn bugten på Spitsbergen/Svalbard og studerede en isbjørn på 400 meters behørig afstand.

Jeg har skrevet en lille beretning til mine venner på engelsk, og jeg håber I vil synes om den:

OK, I have had my beer(s) celebrating and here is the story about the bear:

As mentioned in the previous Facebook post, I drove 100 km on a snowmobile through the white polar desert from Longyearbyen to Mohn Bay on the east side of Spitsbergen/Svalbard. The weather was part sunny, part cloudy and gave us extra joy and long views. It is a breathtakingly beautiful trip, starting with a long ride on a frozen riverbed in Adventsdalen, and turning right into the big and majestic Sassendalen valley. This valley is more than 50 km long and 5 km wide, just to give you an idea of the proportions, if you look at the map. The top of Sassendalen is the foot of the Rabot glacier, which we entered after a security briefing and drove up and up for another 20 km until we came to a steep decline down to the frozen ocean.

We where now in the kingdom of the polar bears, as they prey almost only on ring seals, that come up to breathe through the holes they keep clear for ice all winter. It was time for another security briefing, and the guide explained why she was equipped with a signal pistol, a rifle and a satellite telephone. The signal pistol is to be fired on the ground, in front of an attacking bear, to scare it of. If that does not work, the rifle comes in as second measure… God forbid, that the satellite phone comes in use…

We started again and headed north along the coast, driving on the ocean ice, scouting for bear. I noticed some tracks on the way, which I later realised was from reindeer, when I saw the real polar bear tracks! The guide saw the bear tracks and stopped us to photograph them, and have lunch. The tracks where big as my 12/47 winter boots and where maybe 3-6 hours old. I can assure you that I had my lunch with one hand, and the binoculars to my eyes with the other hand! Constantly checking the surroundings for signs of bears. They are a little yellow in their fur colour, and I saw several yellowish spots on the ice, but every time the guide said “no”.

I was about to give up, when all of a sudden, one of the yellow spots moved and a bear head looked up! Yihaaaaaaaaa (I thought) and I tried calmly to tell the others what I spotted. This obviously created some stir in the little group, and everybody wanted to borrow my (good) binoculars. Basically the bear was lying down, taking a nap, and some times rolled on its back, just as our dog Ludvig does, when he is feeling good. We where approximately 600 meters from the beast, and the guide decided to drive a little bit closer. At 400 meters we stopped and took pictures. A German guy had a really good telescopic camera lens, and he promised me to send some of his pictures. You can see some of mine, which I have zoomed in on and they are a bit blurry.

I was so excited and thankful for being in the middle of the polar wilderness, close to something dangerous, beautiful and totally ignoring us. I will newer forget this moment.

After half an hour in heaven we took of and headed back towards Longyearbyen.

On the way back we saw a ring seal resting on the ice, and the most beautiful glacier edge, with a blue hue and amazing carvings from years of impact from weather and pressure. It turned out that the bear apparently had been spotted the day before at the other end of Sassendalen, heading in our direction. Another group had seen its footprints several times on the track towards us. And my guide told me, that she had not seen one single bear all season. So again I was the lucky guy and now a certified polar bear spotter. Thanks for listening (if you are not sleeping already)

Læs mere

Tilbage i 1995 blev ulve genindført i Yellowstone nationalpark i USA, efter den havde været ”ulvefri” i 70 år. Men hvad naturelskere og biologer ikke havde forudset, var, at det mest bemærkelsesværdige ville ske. Moder Natur ved, hvad hun skal gøre, hvis hun får arbejdsro.

I denne korte film, vil du se, at ulve kan ændre, hvordan floder flyder.

Godsejeren er stor naturelsker, og har været mange fantastiske steder. Men aldrig i Yellowstone. Efter at have set denne film, bliver længslen endnu større. Vi håber at kunne bringe en reportage derfra, produceret af os selv! 

Se den smukke film ved at klikke på nedenstående billede. Og tjek bagefter vores webbutik med spændende ting til godsejere og baronesser.

Læs mere

Tilbage i 1995 blev ulve genindført i Yellowstone nationalpark i USA, efter den havde været ”ulvefri” i 70 år. Men hvad naturelskere og biologer ikke havde forudset, var, at det mest bemærkelsesværdige ville ske. Moder Natur ved, hvad hun skal gøre, hvis hun får arbejdsro.

I denne korte film, vil du se, at ulve kan ændre, hvordan floder flyder.

Godsejeren er stor naturelsker, og har været mange fantastiske steder. Men aldrig i Yellowstone. Efter at have set denne film, bliver længslen endnu større. Vi håber at kunne bringe en reportage derfra, produceret af os selv! 

Se den smukke film ved at klikke på nedenstående billede. Og tjek bagefter vores webbutik med spændende ting til godsejere og baronesser.

Læs mere

Godsejeren og Baronessen har netop haft besøg af deres datter, som går på International Film College i Ebeltoft. (Et fantastisk sted, by the way)

Og hun fortalte om en af de mange internationale elever, som havde gjort ekstra stort indtryk. Denne unge mand, Fardeen Barakzai kom fra Afghanistan, og gjorde sig hurtigt bemærket, især fordi han konsekvent sagde ”good morning” på alle tider af døgnet.

Efter noget tid afslørede han, hvorfor han sagde ”good morning”: Han forklarede, at han var SÅ glad for at gå på skolen, og elskede alle de nye mennesker, så han ønskede ikke at dagen skulle slutte!

Her er tale om et helt ekstraordinært menneske, der som kun 18-årig rejst gennem Taliban-styret territorie for at lave en kortfilm om en afghansk kulmine, som havde over 1.000 børnearbejdere, som arbejdede og levede under kummerlige forhold. De arbejdede med at læse kul på æsler, og var dækket af kulstøv, og drømte om at få en uddannelse. Da filmen blandt andet blev omtalt i Wall Street Journal, resulterede det i en lukning af minen og hjælp til de stakkels børn.

Fardeen har også kørt rundt i Kabuls gader med en ladcykel fyldt med filmfremviser udstyr og vist film på husfacader for de hjemløse børn.

Stor respekt til denne unge mand!

Hvis du vil se Wall Street Journals reportage om filmen, så klik her.

Læs mere

Godsejeren og Baronessen har netop haft besøg af deres datter, som går på International Film College i Ebeltoft. (Et fantastisk sted, by the way)

Og hun fortalte om en af de mange internationale elever, som havde gjort ekstra stort indtryk. Denne unge mand, Fardeen Barakzai kom fra Afghanistan, og gjorde sig hurtigt bemærket, især fordi han konsekvent sagde ”good morning” på alle tider af døgnet.

Efter noget tid afslørede han, hvorfor han sagde ”good morning”: Han forklarede, at han var SÅ glad for at gå på skolen, og elskede alle de nye mennesker, så han ønskede ikke at dagen skulle slutte!

Her er tale om et helt ekstraordinært menneske, der som kun 18-årig rejst gennem Taliban-styret territorie for at lave en kortfilm om en afghansk kulmine, som havde over 1.000 børnearbejdere, som arbejdede og levede under kummerlige forhold. De arbejdede med at læse kul på æsler, og var dækket af kulstøv, og drømte om at få en uddannelse. Da filmen blandt andet blev omtalt i Wall Street Journal, resulterede det i en lukning af minen og hjælp til de stakkels børn.

Fardeen har også kørt rundt i Kabuls gader med en ladcykel fyldt med filmfremviser udstyr og vist film på husfacader for de hjemløse børn.

Stor respekt til denne unge mand!

Hvis du vil se Wall Street Journals reportage om filmen, så klik her.

Læs mere

Netop som den første sne satte ind i Skotland, besøgte vi Dunalastair Estate, som ligger i nærheden af den lille by Pitlochry midt i det skotske højland. Estaten er på ca. 10.000 hektar, hvilket er meget stort, selv efter skotske forhold.

Vi fik mulighed for at hilse på godsejeren, Ian Cameron de Sales La Terrière, kun omtalt på godset som "the captain" og hørte om godsets historie fra det 19. århundrede og til nu. Det var en stor oplevelse, at se malerier af familiemedlemmer og at høre om godsets udfordringer gennem årene.

Under 2. verdenskrig blev godsets bygninger indforskrevet til at bruges som skole for polske flygtningebørn, hvlket sled hårdt på hovedbygningen. I halvtredserne blet det meste af bygningens inventar solgt for at finansiere driften, og da den tomme bygning i 60'erne fik stjålet sit blytag, så var det slut. Den engang så imponerende bygning står i dag som en ruin, vel at mærke en meget malerisk ruin, som burde kunne anvendes til filmoptagelser.

For ikke så længe siden, deltog "the captain"s søn i et socialt arrangement på egnen. Efter at de lokale havde fået et par pints øl, kom det frem, at nogle drenge havde gjort en opdagelse på slottet, tilbage i 60'erne. Det var velkendt, at der var en kælder, som blev tømt for værdier, i forbindelse med familiens udflytning. Men disse lokale drenge opdagede ved en tilfældighed, at der var endnu en kælder, under den som man kendte. I denne kælder var der whisky, portvin og anden dejlig drikke, som sandsynligvis var meget gammelt og værdifuldt. Drengene holdt en stor fest og endte med gevaldige fysiske og moralske tømmermænd. Derfor kom denne historie ikke frem, før ca. 50 år senere :-)

Læs mere om dette bemærkelsesværdige gods her: http://www.dunalastair.com

 

Læs mere

Netop som den første sne satte ind i Skotland, besøgte vi Dunalastair Estate, som ligger i nærheden af den lille by Pitlochry midt i det skotske højland. Estaten er på ca. 10.000 hektar, hvilket er meget stort, selv efter skotske forhold.

Vi fik mulighed for at hilse på godsejeren, Ian Cameron de Sales La Terrière, kun omtalt på godset som "the captain" og hørte om godsets historie fra det 19. århundrede og til nu. Det var en stor oplevelse, at se malerier af familiemedlemmer og at høre om godsets udfordringer gennem årene.

Under 2. verdenskrig blev godsets bygninger indforskrevet til at bruges som skole for polske flygtningebørn, hvlket sled hårdt på hovedbygningen. I halvtredserne blet det meste af bygningens inventar solgt for at finansiere driften, og da den tomme bygning i 60'erne fik stjålet sit blytag, så var det slut. Den engang så imponerende bygning står i dag som en ruin, vel at mærke en meget malerisk ruin, som burde kunne anvendes til filmoptagelser.

For ikke så længe siden, deltog "the captain"s søn i et socialt arrangement på egnen. Efter at de lokale havde fået et par pints øl, kom det frem, at nogle drenge havde gjort en opdagelse på slottet, tilbage i 60'erne. Det var velkendt, at der var en kælder, som blev tømt for værdier, i forbindelse med familiens udflytning. Men disse lokale drenge opdagede ved en tilfældighed, at der var endnu en kælder, under den som man kendte. I denne kælder var der whisky, portvin og anden dejlig drikke, som sandsynligvis var meget gammelt og værdifuldt. Drengene holdt en stor fest og endte med gevaldige fysiske og moralske tømmermænd. Derfor kom denne historie ikke frem, før ca. 50 år senere :-)

Læs mere om dette bemærkelsesværdige gods her: http://www.dunalastair.com

 

Læs mere

Vi er i øjeblikket meget inspireret af franskmanden Philippe Petit, som den 7. august 1974 gik på line mellem de 2 tårne i World Trade Center i New York.

Den Oscarvindende dokumentarfilm Man On Wire beskriver Phillipes besættelse af dette projekt og hvorledes han sammen med venner forbereder dette utrolige (og ulovlige) vovestykke.

Se trailer til filmen her.:

Vi er meget inspireret af Philippes store passion og målrettede arbejde for at fuldføre ”kuppet” som han selv kaldte det. Som ganske ung så han en dag, at der skulle bygges 2 kæmpestore bygninger i New York, og han besluttede straks at han ville gå på line over dem, når de engang blev færdigbygget.

Vi har lært følgende: Har man en drøm, skal man gå efter den, også selvom alle andre siger at det er umuligt!

Eller som Walt Disney sagde det: "If you can dream it, you can do it!"

Den sørgelige eftertanke er, at de 2 tårne jo som bekendt ikke længere eksisterer.

Læs mere

Vi er i øjeblikket meget inspireret af franskmanden Philippe Petit, som den 7. august 1974 gik på line mellem de 2 tårne i World Trade Center i New York.

Den Oscarvindende dokumentarfilm Man On Wire beskriver Phillipes besættelse af dette projekt og hvorledes han sammen med venner forbereder dette utrolige (og ulovlige) vovestykke.

Se trailer til filmen her.:

Vi er meget inspireret af Philippes store passion og målrettede arbejde for at fuldføre ”kuppet” som han selv kaldte det. Som ganske ung så han en dag, at der skulle bygges 2 kæmpestore bygninger i New York, og han besluttede straks at han ville gå på line over dem, når de engang blev færdigbygget.

Vi har lært følgende: Har man en drøm, skal man gå efter den, også selvom alle andre siger at det er umuligt!

Eller som Walt Disney sagde det: "If you can dream it, you can do it!"

Den sørgelige eftertanke er, at de 2 tårne jo som bekendt ikke længere eksisterer.

Læs mere