Costa Rica - hvor drømme gik i opfyldelse

Vi startede i Santa Teresa ved stillehavskysten og fik en fantastisk velkomst, idet der var brølende brøleaber i træerne, ganske tæt på den bungalow lejlighed vi skulle bo i. ”Is that howler monkeys?” spurgte jeg måbende ejeren, da vi steg ud af bilen. Og han sagde henkastet, at ja, de kom forbi hver dag, og det kunne vi lige så godt vænne os til 

Jeg ved naturligvis ikke, om du har oplevet brøleaber, men de har en helt fantastisk brølen, som kan høres vidt omkring. De bruger det til at markere territorie og brøler mest morgen og aften, når de henholdsvis forlader og ankommer til deres nattesæde. De lyder som en kæmpe gorilla, men hannerne vejer anslået kun 5-10 kg. (og har for øvrigt nogle meget imponerende hvide testikler). Hør en af vores optagelser fra junglen her.

Brøleaberne (og fuglelivet) var skyld i, at vi resten af ferien stod op klokken 5 og gik i seng tidligt. Fordi det var den skønneste oplevelse, at nyde solopgangen til denne fantastiske koncert, og nyde at junglen vågnede op.

Santa Teresa bød på flot, flot sandstrand med store stillehavsbølger, surferkultur og ture til Costa Ricas ældste nationalpark, gennemgang af kakao-bønnens fortræffeligheder og andre spændende oplevelser. Ja, og så måske det mest sublime fiskeri jeg nogensinde har oplevet. Læs mere om det her.

Vi valgte at blive 4 dage ekstra i Santa Teresa (fordelen ved IKKE at have booket alt på forhånd) og nød området i fulde drag.

Tågeskovene ved Monteverde

Vi lyttede til jungletrommerne og det bragte os videre til bjergene ved Monteverde i den centrale del af Costa Rica, som er berømte for deres tågeskove. Det er rent faktisk skyerne, som driver igennem regnskoven oppe i højderne, og det giver den mest fantastiske junglefornemmelse, med høje træer, bevokset med alverdens epifytter og iblandet et væld af bregner og andre fascinerende bundvækster. Vi boede i et flot glampingtelt med udsigt over en dal, og var om aftenen på vandring i junglen med en guide, udstyret med pandelamper og vovemod. Vi så fugleedderkopper, skorpioner og andet kryb, samt de karakteristiske bladskærermyrer, man ser marchere i lange “motorveje” med grønne bladstykker over hovedet. De spiser faktisk ikke bladene direkte; de bruger dem til at dyrke en svamp nede i boet, som de lever af.

Oppe i tågeskoven spejdede vi efter den sagnomspundne Quetzal fugl med de lange halefjer. Quetzalen var hellig blandt mayafolkene og aztekerne – en fugl så sjælden og storslået, at dens fjer var forbeholdt høvdinge, krigere og konger. Man siger, at den fløj gennem junglen som et grønt glimt af guddommelighed, mens mænd med guld på brystet og jaguarer ved fødderne så mod himlen i tavshed. Vi spejdede også, og to gange så vi den flyvende højt mellem træerne, men desværre kun i glimt. Jeg var så opsat på at se den i mere end et par sekunder, at jeg endte med at stå og glane på et quetzal redehul i et gammelt træ i over en time. Det var så tilpas længe, at baronessen var minutter fra at kontakte politiet, i bekymring over min forsvinden i junglen. “Jamen, der var ingen mobildækning” indvendte jeg forsigtigt, men hendes lynende øjne glimtede mere end quetzalens halefjer og jeg bøjede nakken og tog imod skideballen.

Men, det var ikke uden fordele, at jeg stod så længe i junglen og glanede. Jeg ventede nemlig sammen med en australsk mand, med en enorm telelinse på kameraet. Han fortalte med drømmende øjne om tapirdalen, oppe ved grænsen til Nicaragua, hvor han havde været ugen forinden. Igen havde jungletrommerne lydt, og en ny rute lyste foran os.

Tapirdalen

Dagen efter tjekkede vi ind i en hytte tæt på tapirdalen, lidt primitiv, men som havde den flotteste udsigt over en dal dannet af jungleklædte skråninger på Tenorio vulkanen og dens søstre. Her var, som lovet af australieren, et forrygende fugleliv, som kunne studeres fra terassen. Med medbragte kikkerter blev der studeret så intenst, at jeg flyttede et barbord ud på terassen, som jeg så sad oven på, i min medbragte folde-ud campingstol. Så var der frit udsyn i afslappet sideposition, uden det generende gelænder. (Godt at ejeren ikke opdagede det).

Hovedformålet med denne lokation var at besøge tapirdalen, og vi bookede 2 guidede vandringer i dalen, som skulle vise sig, at være helt forrygende. Tapirdalen er et fredet område, hvor man har forsøgt at genskabe de bedst mulige levebetingelser for de store tapirer, som har det lidt klemt med civilisationens udbredelse. Tapiren er ganske charmerende, fredelig og ligner resultatet af et møde mellem en pony, et vildsvin og en lettere beruset herregårdsarkitekt med for meget fantasi. Den vandrer tungt og roligt gennem junglen med sin lille snabel og sit gamle, næsten forhistoriske udtryk – som om den har set civilisationer komme og gå, uden at hidse sig synderligt op over det. (Der er noget sympatisk over dyr, der nægter at følge moden. Det burde flere mennesker lære af.)

Første vandring var ved solnedgang, og vi så en tapir efter ganske få minutter. Den spiste blade, frugter, skud og vilde planter. Med sin lille snabel rodede den rundt mellem grene og underskov som en erfaren godsejer i køkkenhaven efter den første nattefrost: metodisk, roligt og uden behov for publikum. Der VAR dog publikum, os, men den ænsede os ikke. Det var dejligt at se, hvor tryg den var i dette fredede område. Det blev mørkt, og vi gik ad smalle stier, med guiden foran os. Pludseligt så jeg en bevægelse ved min højre fod, og det viste sig at være en mindre Fer-de-lance slange, som efter sigende er den 2. giftigste slange på hele det amerikanske kontinent. Jeg priste mig lykkelig for de udleverede gummistøvler, som vi skulle have på, netop hvis vi skulle støde på en giftslange på jorden. Slangen krøb ind mellem nogle blade, og stirrede olmt på os. Vi tog et par billeder og listede videre. Giftigt kryb blev lidt en ting den aften, fordi vi kort efter så en stor tudse, som havde en giftkirtel bag øjet. Denne tudse er et problem for de lokale bønder med køer og heste, fordi dyrene slikker på tudsen og får delirium, og ser syner og får dejlige fornemmelser. De bliver kort sagt afhængige, og ganske ustyrlige. Og det er jo ikke godt for bondemanden. “Vil I med ind i dette buskads?” spurgte guiden lidt senere på turen. “Her er særligt populært for slangerne at opholde sig” sagde han med et smil. Jeg tænkte, at han nok ikke selv ville gå derind, hvis der var livsfarligt, og jeg tog baronessen med, som gik ganske tæt bag mig. Ikke mange skridt inde i buskadset hang der, halvanden meter fra vores skuldre, en gulgrøn Eyelash Viper slange, som ifølge guiden var den 5. mest giftige slange i Centralamerika. Han fortalte, at man skulle modtage hospitalsbehandling inden for 5 timer for at overleve, men der var kun 20 minutter til det nærmeste hospital, så det var jo ikke noget problem! Vores øjne var store, men vi havde da mod nok til at tage et par billeder og noget video af den. What a night!, som man siger.

Næste dag skulle vi ud i dalen på en dagstur, og vi skyndte os at tage gummistøvlerne på, da vi ankom. Vi så kun én slange, men til gengæld havde vi (endelig) nærkontakt med tukaner, som jeg havde drømt om at se i årevis. Vi havde hørt tukaner karakteristiske lyd næsten hver dag på turen frem til da, men ikke set dem. Tukanen er en utrolig flot fugl, især kendt for sit farvestrålende, enorme, men overraskende lette næb, som også hjælper fuglen med at regulere kropsvarmen. Den lever primært af frugt og fungerer som en vigtig frøspreder i junglen, når den flyver mellem trætoppene. Når den yngler i hule træstammer, mures redehullet ofte delvist til af hannen med mudder og rester fra skovbunden, så kun en smal åbning står tilbage. Så er fruen er beskyttet under rugning af æg. (Det er svært ikke at respektere dyr, der både mestrer elegance, ingeniørkunst og diskret privatliv).

Medens vi så tukanerne gufle bananer i sig, kom der pludselig en flok på over 30 coati næsebjørne myldrende i skovbunden, som åbenbart havde regnet ud, at tukanerne ville tabe lidt mad ned til dem. Et spektakulært syn, og rigtig sjovt, da næsebjørnene som navnet antyder har lange snuder, som får dem til at se lidt komiske ud. Pludselig kom der en tapir gående ad stien hen imod os, og overraskende nok passerede den forbi os på en halv meters afstand, mens vi stod helt stille.

Ved et lille vandhul havde vi aftenen før set den berømte red-eye frog, som er et af Costa Ricas meget karakteristiske dyr. Den er grøn på oversiden og har store røde øjne, og meget farvestrålende underside. Giftig selvfølgelig. På dagsturen opdagede baronessen pludselig en grøn udposning på et langt og bredt blad, og det viste sig at være netop en sådan red-eye frog, som på magis vis kan lukke helt sammen og ligne en blad-del, når den sover. Guiden vækkede frøen, og dens øjne åbnede sig og den foldede sig ud i al sin pragt. Se videoen af denne hændelse her. Kan I forstille jer, hvor høje vi var, da vi kom hjem om aftenen?

Dagen efter skulle vi hike ud i junglen, og se en flod, som på magisk vis bliver lyseblå et sted, hvor 2 vandløb fletter sammen. (Det er noget med kemi, og det må vi tage en anden gang). Men inden afgang, stod vi på parkeringspladsen, da der lød høje råb, og jeg så en mand med asiatisk udseende slå sin søn i ansigtet. Jeg troede først ikke mine ejne øjne, men da han begyndte at tage kvælertag på sønnen, så sprang jeg over for at stoppe manden. Jeg råbte højt “Don’t hit him” og så nok lidt truende ud. Så faren slap taget i sønnen, som bare stod og hulkede hjerteskærende. Jeg blev stående og holdt øje med faren, som nok indså, at han ikke skulle i karambolage med mig. Jeg valgte ikke at gøre yderligere, også fordi der stod nok 100 mennesker fra Costa Rica og andre lande og kiggede på, uden at røre en finger. “Må man godt slå børn i Costa Rica?” tænkte jeg, men det blev hurtigt manet til jorden af en lokal, som dog heller ikke trådte til.

Lettere rystet gik vi ind i junglen, men jeg fik 2 gange undervejs positive tilkendegivelser af en mand fra Argentina, som sagde, at det var fantastisk, at jeg havde taget affære. “I love you, man” sagde han som afskedssalut. Men det manglede vel bare?

Osa-halvøen

Vi var nu cirka halvvejs henne i vores Costa Rica ekspedition, og tiden var kommet til at køre hele vejen ned til Osa-halvøen og den magiske Corcovado nationalpark. Vi kørte igennem den brandvarme (42 grader) Central Valley ad Inter-American Highway 1 og fortsatte ned langs stillehavskysten gennem kæmpe palmeolieplantager og flot natur. Vi havde flere overnatninger undervejs, og ankom endelig til et vidunderligt sted som hedder Maze Lodge. Det ligger 5 kilometer inde i junglen tæt op af Corcovado parken, ad en meget bumlet og virkelig op-og-nedgående stenvej. Stejle opstigninger afløses af ligeså stejle nedstigninger og det er med tungen lige i munden, at vi navigerede forbi store huller i vejen. Men det var strabadserne værd og for enden lå denne næsten nye lodge, som til vores store forbløffelse var ejet af et yngre dansk par. “Hi my name is Alexander, and I think vi ligeså godt kan tale dansk!” sagde han med en smilende stemme i telefonen. Det blev til et skønt ophold, som vi forlængede med flere dage. Og dagene bød på besøg af aber, masser af tukaner og op til 28 forskellige fuglestemmer registreret på en time af min specielle Merlin Bird-ID app på telefonen. Det var fantastisk at bo inde i junglen, og tænke på, at der i området boede jaguarer, pantere og pumaer. Vi var ude og fiske på Stillehavet i 9 timer, hele 50 kilometer ude fra kysten og i følgeskab med anslået 1000 delfiner (ja, ettusinde). Mere om denne fisketur her. Og vi prøvede zip-line svævebaner i junglens trætoppe og besøgte en vanilieplantage, med en meget spændende indsigt i livet på landet i gamle dages Costa Rica. Det eneste vi ikke gjorde, var at besøge Corcovado nationalparken, som faktisk var årsagen til, at vi tog derned  Man skulle booke besøget i forvejen og alt var udsolgt. Men vi følte, og fik bekræftet af turister, at vi havde fået stort set samme oplevelse ved opholdet på Maze Lodge.

Vi oplevede meget andet på denne ekspedition til Costa Rica, men med begrænsningens svære kunst, så vil jeg mene, at ovenstående beretning er cremen af denne fantastiske tur. Vi skal helt klart tilbage igen!

PS: Vi var selvfølgelig iklædt Godsejeren kluns på hele turen, bestående af Dubarry’s sejlerserie af poloshirts og shorts og nederdele, og jeg spankulerede på stranden iført vores Italian Seventies badeshorts. Klunset skal selvklart bare spille max, og det gjorde det  “