Fiskedage i Costa Rica som godsejeren aldrig vil glemme.

Første fisketur - lykken stod os bi

Drømmene var derfor store, og der gik ikke mange dage efter ankomst til Costa Rica’s stillehavskyst, før godsejeren ikke kunne vente længere. Han kørte hen til et lille fiskerleje, som nærmest bare bestod af en vig bag en pynt, beskyttet mod Stillehavets store dønninger. Her stod en række motorbåde på rad, monteret på trailere, som gjorde at bådene simpelthen kunne rulles ud i vandet og suse afsted. Flere af dem var klargjort til lystfiskeri, spottede godsejeren. En hurtig forhandling med en yngre engelsktalende kaptajn, og næste dags morgen var booket.

Næste morgen troppede godsejeren og baronessen op kl. 6. Baronessen var ikke helt tryg ved situationen, da hun så bådens størrelse. Hun havde nok troet, at det var en af de store hvide flotte motorcruisere, som hun havde set i World Atlas of Sport Fishing. Men denne mindre båd var hvid OG grøn, med påhængsmotor og havde et såkaldt bimini soltag monteret. ”Skal vi ud i den?” spurgte hun, og stirrede på godsejeren. ”Ja, da! Den er meget sødygtig, og kaptajnen ønsker jo ikke at dø.” sagde godsejeren, med det mest beroligende ansigtsudtryk han kunne fremtrylle.

Således IKKE beroliget, valgte baronessen at slå hjernen fra, og tage med ud på havet.

Båden VAR ganske rigtigt sødygtig, og det blev en fantastisk tur. Først fangede godsejeren to såkaldte makreltun på ca. 4-5kg, som røg i fryseboksen. Så trollede båden langs kysten, med 2 kæmpestore fluer trukket ca. 100 meter efter båden, på hver sin stang. Pludselig hvinede bremsen på den ene stang, og godsejeren lavede et kraftig modhug, i håb om at krogen ville sætte sig godt fast i fisken. Og så startede det helt store show, hvor en fisk susede rundt i dybet, med store udløb. Langsomt blev den trukket nærmere båden, og pludselig lavede den et spring over vandoverfladen, og det viste sig at være en kæmpe mahi-mahi, som på dansk hedder en guldmakrel. De vejer typisk 10 kg, og kan i sjældne tilfælde blive op til 20-30, kg. Skipperen vurderede denne til at være 15-18 kg, så det var i sandhed en ordentlig kleppert. Flere gange dansede den over vandet, og godsejerens adrenalin kogte i blodet. Efter 9 minutters kamp var det pludseligt slut – den faldt af krogen. Grædefærdig satte godsejeren sig i bagerst i båden, og sagde ikke et ord. Skuffelsen var stor. Men KÆMPE oplevelse, som for altid vil lyse i godsejerens hukommelse.

Nå, men man skal jo ikke give op – så skipper sejlede hen til ydersiden af en mindre ø, hvor stillehavsdønningerne slog ind på klipperne med kæmpe drøn. Her lempede godsejeren på skipperens anbefaling en mindre død fisk på en krog ned i dybet, og kort efter var der bid. Efter en kort men intens kamp, kom en af de verdensberømte roosterfish op til overfladen. Det er en utrolig flot fisk, sølvfarvet med langsgående sorte striber, og så med en nærmest hanekam-lignende rygfinne (heraf navnet). Denne vejede i omegnen af 7-8 kg. Den blev hurtigt lempet ind i båden, fotograferet og sat ud igen. Kort efter var den gal igen, med voldsomt hug og endnu voldsommere fight. Denne gang kom en større roosterfish op til overfladen, anslået 10-12 kg. Løftet ind på båden, og fotograferet. Så sagde baronessen ”Hvor er du sød, Ole, du aer og klapper jo fisken ”. Jo, det er en reaktion, som godsejeren selv har observeret tidligere, hvor andre har fanget f.eks. kæmpe laks. Så der sker åbenbart noget psykologisk, når store fisk landes. Denne roosterfish blev også sat ud igen, med et kys på ryggen som farvel. KÆMPE oplevelse!

Den første fisketur var slut og båden blev trukket op på stranden, og de 2 makreltun blev fileteret af skipper på myndig vis. De smagte selvfølgelig forrygende, skulle vi hilse og sige.

Anden fiskedag - en fest for Dødens Gab

Opløftet af de fede oplevelser, tog godsejeren og den nu erfarne baronesse ud med samme båd 2 dage senere. Her blev resultatet noget anderledes, idet 7-8 tunge hug og kampe endte resultatløse. 3 fisk faldt af krogen undervejs, og resten blev desværre ædt af hajer undervejs! Jo, hajerne havde en fest den dag. Et af huggene var særlig spektakulært, da fisken huggede lige underoverfladen i forbindelse med trolling. Godsejeren lavede modhug, og få sekunder senere var der et kæmpe plask og en stor hajhale kom til syne. Linen blev slap, og Dødens Gab havde fået morgenmad.

Til gengæld var der besøg af 3 pukkelhvaler, som var oppe og trække luft et par gange nær båden. Og en sejlfisk sprang hen over overfladen, som var den jagtet af nogle af de uhyggelige dementorer fra Harry Potter filmene. Flotte syn trods manglende fisk på dækket og alligevel en spektakulær dag på havet.

Tredje fisketur - nye marine venner

Halvanden uge senere, var Godsejeren ekspeditionen nået til Osa-halvøen, med den berømte Corcovado nationalpark, som er lidt mindre end Bornholm i samlet areal. Her ligger Golfo Dulce bugten og byen Golfito, som også er verdensberømt for sit sportsfiskeri. Golfito var desværre en stor skuffelse, helt nedslidt og uden den sportsfiske-stemning som godsejeren drømte om. 

MEN, ude på Osa halvøen ligger byen Puerto Jimenez, og der kunne man leje både store og mindre sportsfiskefartøjer med skipper. Her bookede godsejeren en HEL dag med 9 timer på havet, langt ude på havet. Altså det såkaldte offshore fiskeri, med store fisk i sigtekornet. Næste morgen kl. 6 var det afsted fra havnen, med en baronesse som igen var blevet noget nervøs ved tanken om, at skulle langt ud på havet i en lille motorbåd. Skipperen hed Cowboy, og havde været lystfiskeskipper i 25 år. ”Han ønsker heller ikke at dø”, sagde godsejeren trøstende. Men baronessen sad fuldstændig stiv, og sagde stort set ikke et ord på vej ud. Motorbåden sejlede og sejlede for fuld fart væk fra kysten, og først efter mere end en time stoppede Cowboy båden og riggede fiskegrejet til. Da først fiskeriet gik i gang, og havet var roligt med store og lange dønninger, faldt baronessen til ro, og kunne nyde det gode vejr og roen.

Det skete ikke noget som helst med linerne ude, ”Men det var vel at forvente, når det er de helt store fisk man går efter?” tænkte godsejeren. Men pludselig lød der en større spansk palaver på bådens radio, Cowboy responderede og sagde pludselig ”Lines up! Fast!” Således befalet blev linerne rullet ind, og han satte fuld gas på motoren og sejlede endnu længere ud på havet. Han ville ikke rigtig ud med, hvad årsagen var, men 15 minutter senere kom svaret: En anden båd lå på havet, og havoverfladen var levende af delfiner! Der var anslået mere end tusind såkaldte spinner dolphins, som når de springer op i luften roterer rundt i luften, med kroppen som akse. Det var et storslået syn og de blev ved og ved, med at springe. De jagtede små blæksprutter og små sardiner.

Og det viste sig, at der var rigtig mange gulfinnede tun, som havde fået samme idé. Dem skulle vi fiske efter, og vi fulgte delfinerne i mere end 5 timer. At følge den kæmpe flok delfiner, er nok noget at det mest spektakulære godsejeren og baronessen nogensinde har oplevet. De svømmede under og langs med båden, og skipper fortalte, at de var for intelligente til at hugge på lystfiskeagn, så der var ingen grund til at frygte fejl-krogning af en delfin. Ind imellem kom de gulfinnede tun helt op til overfladen, og vandet kogte med springende tun. Men de var til gengæld så optaget af den specifikke type mad, så de gad ikke at hugge på vores woblere, blink og fluer.

Dog lykkedes det én gang at få hug, og efter en hård kamp fik godsejeren en flot gulfinnet tun på cirka 10 kg op i båden. Denne blev aflivet og røg i fryseboksen. (Og blev senere spist af en gruppe på 12, som havde en festmiddag, samt i flere dage i træk af os.)

En anden type dyr jagede de stakkels småfisk og blæksprutter, og det var havfuglene. Har du set naturfilm, hvor fuglene dykker som projektiler ned i vandet, så har du set det vi så.

Det var i sandhed naturen, som spillede det helt store teaterstykke for os den dag.

Disse 3 fisketure på havet var samlet set en sublim oplevelse, med skyfri himmel, faktor 50, langærmede poloshirts med UV-filter, hatte og masser af kolde drikkevarer. Vi brugte Dubarrys’s herreshorts, dame ”skort” (nederdel med shorts indenunder) og langærmede poloshirts. Alt sammen fra Dubarry’s Aquatech serie til sejlerfolket. (Kan nu sagtens bruges på land, også i ekstrem hede). Samt deres fede sejler sneakers, som kan tåle vand og er skridsikre på en båd.

Vi må derud igen.