Undskyld, Claus Holm, vi anede ikke hvem du var!


Følg lige med her, det er faktisk både morsomt og rørende.

Som nogen af jer husker, så rundede Godsejeren bestilling nummer 10.000 i vores webbutik for ikke så længe siden, (.... åh, tak, æhh,... taktak for klapsalverne...) og det ville vi gerne fejre sammen med den person, som lavede bestillingen og give pågældende en gave som tak.

Så jeg ringede til den heldige, som viste sig at være TV-kokken Claus Holm, som blev fuldstændig overvældet og lykkelig. "Har jeg virkelig vundet noget? Jeg vinder aldrig! Tuuusind tak, du er bare den bedste!" Og ja, han fortsatte faktisk i det næsten uendelige, som jeg senere fandt ud af er hans sædvanlige facon, med at speedsnakke om, hvor heldig han følte sig, og hvor taknemmelig han var.

Nu var sagen den, at jeg ikke anede, at Claus Holm er en ret kendt kok, som toner frem på TV2, på alle tider af døgnet, og har skrevet bøger og har sin egen linie af køkkengrej, som sælges i dagligvarehandlen. Og som deltog i programmet "Fem fede kokke", hvor han tabte 20 kilo på ganske kort tid. Jeg havde ingen anelse, og måtte forbløffet smile over Godsejerens held. Fordi Claus havde på ordre nummer 10.000 bestilt tweedtøj, som han ville have på i fjernsynet! Jeg hjalp ham med at fintune sættet, og resultatet ser du her:

Prøv lige at se en stolt mand, som har tabt umanerlig mange kilo, og som var helt åben om, at han var bange for, at dø af overvægt. Da dette billede kom på Claus's instragram, blev han lynhurtigt omdøbt til Lord Holm af sine følgere :-)

Således optændt af den hellige tweed ild, så kontaktede Claus Holm igen Godsejeren, og bad os om at sammensætte endnu et tweed-sæt som ifølge den nye Lord Holm skule være "..lidt pang Lord-agtig. Med smæk på - klassisk frækt." Typisk Claus-Holm-Bum formulering :-)

Jeg havde allerede et drømmesæt i tankerne, og Claus købte det straks, da jeg sendte udkastet.

Så gik der corona i leverancerne fra England, og jeg måtte holde den utålmodige TV-kok hen med beroligende meldinger. Men endelig kom stumperne til os i Danmark, og derfra videre til Claus.

Og minsandten, om ikke Claus lige har sendt os dette billede, som får os til at revne af stolthed:

Jeg har efterfølgende set nogle af afsnittene af "Fem fede kokke" på TV2 og det er jo en helt vanvittig forvandling, som denne mand har gennemgået. Hatten af for det og stor applaus.

Og da jeg er sikker på, at Claus læser dette på et tidspunkt, så vi jeg bare sige til dig: Fortsæt på din sundhedsrejse, Lord Holm! Du er for sej, og jeg er sikker på, at du er en stor inspiration for danskere i hele landet.

Kærlig hilsen, din nye ven

Ole Bergstein

 

 

 

 

 

 

Ældre posts Nyere posts