Nedkølet godsejer får forbud mod at se Downton Abbey

Nedkølet godsejer får forbud mod at se Downton Abbey


Som nogen af jer kan huske, var baronessen og godsejeren på tur i England, hvor de fik forvildet sig ind i slotsparken på Highclere Castle, slottet som bliver brugt til optagelserne af TV-serien Downton Abbey. Her skal ikke nævnes et ord om omstændighederne, som ikke helt tåler dagens lys. (Men du kan læse om dem i en tidligere blogpost).

Imidlertid fik det godsejeren til, at begynde faktisk at se denne TV-serie, som jo handler om livet på et slot i begyndelsen af forrige århundrede, for herskabet og for tjenestefolkene. Og det har grebet ham i en sådan grad, at det nu viser sig nærmest livstruende.

For få dage siden sad han i badekarret og så seriens afsluttende afsnit i 2. sæson. Uvidende om afsnittets længde, blev han fundet af baronessen, særdeles nedkølet i det nu kolde badevand, men med et lykkeligt smil. Fordi endelig havde helten, slottets arving Mathew friet til Lady Mary!

Set i lyset af, at godsejeren har været igennem et længere forløb med voldsom lungebetændelse, er dette jo selvfølgelig fuldstændig vanvittigt.

Dette tilsyneladende galoperende afhængighedsforhold til en TV-serie er selvfølgelig ikke sundt, så derfor er der nu udstedt et dekret fra godskontoret, om at ingen naboer eller familiemedlemmer må tillade godsejeren adgang til deres Netflix konto. Han er sendt i misbrugsbehandling på Center for TV-serimani og forventes trods alt at komme på ret køl inden længe.


 Her ses godsejeren posere foran et andet slot, denne gang i Sverige. Han kan tilsyneladende ikke få nok..

Vi vender senere tilbage med en rapport fra vores næste tur til England i maj, hvor vi igen vil besøge Highclere Castle, men denne gang under mere ordnede forhold. Det glæder godsejeren sig meget til!

Manicuresæt