Vi har, helt ekstraordinært, fået lov at besøge og gennemgå Dubarry’s produktion af vandtætte Galway læderstøvler. Som den eneste forhandler på kloden. Nogensinde. Stort.
Besøget kom i stand på vores egen foranledning, idet vi spurgte Dubarry’s topledelse, om de var interesseret i en (ikke helt) almindelig forhandlers ”syn på sagen”, så at sige. Og fordi vi vidste, at vores egne kunder ville være meget interesseret i, at få lidt baggrundsviden.
Besøget blev autoriseret af selveste topchefen, og afsted vi drog.
Produktionsanlægget ligger i Portugal, og har i mange år produceret støvler og støvletter for Dubarry. Synet af utallige håndlavede Galway støvler i produktions flow, larmende maskiner, håndteret af dedikerede medarbejdere, imponerede os straks vi trådte ind, og efterlod ingen tvivl om, at her er der styr på alt fra A til Z med kvaliteten er i top. Der er investeret adskillige millioner kr. i udstyr og der er oparbejdet stor viden og håndværksmæssig kundskab blandt de cirka 60 faguddannede medarbejdere, som har fingrene i en Dubarry støvle, inden den pakkes i de karakteristiske blå kasser, og leveres til centrallageret.
Undervejs i processen gennemgås alle støvler på adskillige kvalitetsstationer, hvis eneste formål er, at sikre ingen støvler kommer ud med fejl.
Læder og ruskind på skaft og overfod sys sammen, og monteres med den vandtætte og åndbare Goretex membran. Støvlerne følger hinanden parvis igennem hele processen, og derfor er der fastgjort en lille strop med farvekode. Det sikrer, at begge støvler i et par har nøjagtig samme udseende, på trods af, at det er naturprodukter, som kunne give lidt varians. Indersålen sys fast af en mand med de mest senede hænder og underarme vi nogensinde har set, og som sørger for at støvlens fod får den rette pasform, med lige dele håndkraft og varmebehandling. Han vred simpelthen støvlen ned over en læst på en stolpe, og masserede det hele på plads. Deraf årsagen til hans noget senede fremtoning.
Dernæst fastgøres det vandtætte sålsystem af specialgummi til overfoden, ved hjælp af en stor maskine, som med høj varme sikrer, at sålen nærmest smelter fast til læderet på overfoden. Denne maskine var deres stolthed, da den havde kørt uden fejl, siden de udviklede den (og så havde den kostet 250.000 EUR, hvilket er en stor investering).
Der blev i det hele taget brugt en del varme i produktionen, og det var derfor ikke overraskende, men meget prisværdigt, at hele taget på bygningen var fyldt med solceller, og disse stod for ca. 60% af produktionens elforbrug.
Efter monteringen af sålsystemet, så gennemgår støvlen en del processer, som består af meget præcist og ganske imponerende håndarbejde. Heriblandt påføringen af den klassiske svage grønne gummikant hele vejen rundt om sålen, og minutiøs gennemgang af hele støvlen for uhensigtsmæssigheder.
Vi spurgte undervejs ind til, hvad tolerancen var, med hensyn til småfejl og svaret var: ”Der er ingen tolerance!” Og det er egentlig det, som vi også selv har oplevet derhjemme i lille Danmark: Nærmest ingen fejl, og stor opmærksomhed fra Dubarry, hvis selv det mindste skulle opstå.
Til slut i processen fjernes den lille farvekode strop, og støvleparret pakkes ned i de blå kasser. Et nyt par Galway støvler klar til alt!
Stor tak til Dubarry, fordi vi fik lov at få denne oplevelse!
Se alle Dubarry's produkter her
PS: Rejsen til Portugal er betalt af egen lomme....
]]>Men nu skal du høre og se om deres såkaldte walled garden, som var lukket for offentligheden, men som vi fik særlig tilladelse til at besøge. En walled garden er direkte oversat en have med mur, og det var (og er) et stort hit i Storbritannien, fordi den muromkransede have giver læ og varme til planter, som normalt ikke ville kunne klare sig.
Men der havde åbenbart ikke været ressourcer til at passe denne have, så den havde stået urørt i en del år. Og det var et historisk sus der gik gennem os, da vi gik rundt i haven, som vel var på størrelse med en fodboldbane.
Man kunne levende forestille, hvorledes en gartner (som sikkert havde en gartnerbolig) passede haven for stedets ejere. Og hvorledes herskabet kunne nyde blomster, buske og træer fra fjerne egne, samt holde små haveselskaber for deres venner og familie.
Stenene var forvitrede, der var væltede træer og et drivhus stod helt forfaldent.
Og alt dette var jo aldeles charmerende!
Vi elsker at besøge walled gardens, og vi kan varmt anbefale dig at tage en rundtur, hvis du kommer forbi sådan en på din rejse i England eller Skotland.
Her kommer billederne, som taler for sig selv:
]]>Men der var en lille hemmelighed, som Theis havde holdt skjult for sin bedste ven, som var med i vores butik som assisterende indkøber og som skulle være forlover. Theis havde besluttet, at brylluppet skulle have en særlig vinkel. Han ønskede, at både han og forloveren skulle være iført tweed-tøj, og han havde allerede fundet den perfekte butik til opgaven: Godsejeren.dk. (Ja, det er os )
Theis kunne ikke forestille sig at gifte sig, uden sin bedste ven ved sin side. Og så kom ideen til tweed-tøjet, som noget helt unikt, som ville gøre brylluppet endnu mere mindeværdigt.
”Ja, det er ikke kun mig som skal have tweed tøj i dag. Du skal også.” sagde Theis til forloveren, der først var forvirret, og udbrød: "Tweed-tøj? Er det ikke kun brudgommen, der ifører sig noget særligt til brylluppet?"
Theis nikkede og grinede. "Ja, det er normalt sådan, men jeg synes, det ville være sjovt og mindeværdigt, hvis vi begge bar tweed. Jeg betaler, så du behøver ikke bekymre dig om noget."
Forloveren var overrasket og men straks begejstret for idéen. "Det lyder fantastisk, Theis! Jeg har altid drømt om at prøve tweed-tøj, men jeg vidste ikke, at du ville tænke på mig også."
Vi sørgede for, at både Theis og forloveren fik den perfekte pasform og de valgte smukke tweed-ensembler, der matchede bryllupstemaet.
”Nu lover du at sende billeder fra brylluppet, hr. Egede!” formanede vi. Og i dag, endelig kom billederne. Og vi må erkende, at vi er megastolte af resultatet, og meget imponerede over billederne, som emmer af historiefortælling (og tweed).
Tillykke til brudeparret! Og tak for billederne!
PS: Det er gommen med det røde slips og forloveren med det grønne slips :-)
]]>(Photo credit: Øresundsakvariet)
Nå, men det er så her at Godsejeren kommer ind i billedet. For 3 år siden så han noget stort springe udfor Hornbæk Plantage, og troede i sin daværende uvidenhed, at det var sæler som sprang lystigt omkring. For et år siden gik det op for ham, at det var tunfisk, og siden da har han været optændt af den hellige ild, med en drøm om, at se dem på nærmeste hold. Den hellige ild har medført følgende:
Han var kort sagt blevet besat, og han familie overvejede at søge professionel hjælp.
(Photo credit: Øresundsakvariet)
Men nu kommer den store forløsning:
I de seneste dage har han set tunfisk springe nord for Helsingør. Og vi taler om ualmindelig mange kæmpestore tunfisk, som jager hornfisk i overfladen, og i deres iver nogle gange er helt over vandet og lander med kæmpe plask. Det er et fantastisk skuespil, og Godsejerens kone og de venner som har været med, anerkender nu, at det er forståeligt at han er blevet lidt besat. De store fisk springer til tider kun få meter fra båden, og der er tale om 2-300 kilos elegante monstrummer, som giver nogle uforglemmelige minder til alle ombord.
Godsejeren er tilmed i den lykkelige situation, at han er inviteret til at deltage som gast på en lystfiskebåd, som skal deltage i Københavns Universitets mærkningsfiskeri i Skagen, fra den 27. august. Det er cirka 100 både som deltager, udrustet efter alle kunstens regler med fiskestænger og grej, som kan håndtere de store fisk. Når en fisk fanges, så lempes den over til en forskningsbåd, som måler den, tager skælprøver og påsætter forskellige sporingsenheder, hvorefter fisken sættes fri igen.
Med disse sporingsenheder har forskerne allerede fastslået, at tunene kommer fra Middelhavet, hvor de yngler nord for Mallorca og vest for Sardinien. Så tager de den lange rejse ud gennem Gibraltar-strædet (hvor spækhuggere ligger på lur) og fortsætter vest om England og ind i Kattegat. Mange af disse tun fortsætter hele vejen til Øresund, hvor der er ideelle jagtmuligheder for dem, på grund af nærmest tragtformede bundforhold, og millioner af deres fødefisk, hornfisk og makrel, som passerer for at gyde. En imponerende rejse.
Se her en video fra en af turene og læs videre nedenfor. (Husk lyd, da det er en stor del af oplevelsen.)
Nå, men Godsejeren deltager altså i dette fiskeri, og han lover, at han nok skal sende rapporter på sociale medier, og her på bloggen.
Det næste vi så kan vente på, er spækhuggere…. De er allerede set ved Skagen flere gange, og observeres også i perioder ved svenskekysten ved Marstrand/Göteborg. Så det er nok kun et spørgsmål om tid, for Godsejeren bliver bidt af en gal spækhugger……
Hvis du er interesseret i at følge med i Facebook gruppen Tunfisk i Danmark, så kommer her et link: https://www.facebook.com/groups/442540937733669
]]>
”Ja, så kan du få lidt fred og ro, og jeg kan få en på opleveren” svarede den kække godsejer, som havde set nok glasmosaikker for denne gang.
Godsejeren havde (som altid) en stor trang til at komme ud og se vildsvin, kronhjorte og hvad der ellers måtte dukke op, på rejser i fremmede lande. I nærheden af klosteret lå Chambord, et imponerende slot, hvis byggeri blev igangsat af kong Francois den 1. i år 1519. Kongen nåede ikke at få glæde af slottet, idet det først blev færdiggjort af den navnkundige solkonge Louis den 14. over 100 år senere. Slottet var tænkt som jagtslot, og blev kun brugt et par uger om året. Dets ca. 5000 hektar store ”nærområde” var skovklædt, og myldrede med vildt, og der blev udgravet søer til ænder og hele molevitten blev lukket inde af en 32 km lang mur. Se det kan man kalde en legeplads for voksne!
Nuvel, planen var lagt, og digital rekognoscering var foretaget, og nu ringede vækkeuret som planlagt kl. 4.30, ukristeligt tidligt og før fanden fik sko på. Godsejeren sprang ud af sengen, og begav sig til Chambords skove, nærmere bestemt til et udkigstårn, som den nuværende ejer, den franske stat, havde opført ved en skov-eng.
Tårnet var smart placeret, med tæt bevoksning mellem tårnet og engen, så man kunne gå op og sætte sig, uden at forstyrre dyrene. Det var morgengry, og snart kunne han se konturerne af et par unge kronhjorte, som trådte ud på engen og begyndte at græsse. I løbet af den kommende time, kom flere kronhinder og kalv frem, og kalvene legede tagfat, medens fuglene kvidrede. På et tidspunkt så godsejeren skyggen af noget, som hoppede i græsset, uden at kunne se, hvad det var. Kort efter skete det igen, og nu kunne han se, at det var en fyrremår, som var på jagt, og sandsynligvis sprang på mus.
Der kom imidlertid ingen vildsvin, og fortvivlelsen drev godsejeren til at prøve, at køre rundt i området, i håb om at få et glimt. Men kun ganske få hundrede meter væk var der endnu et udsigtstårn, og da han trådte op i det, så var der bingo. Nede på skovengen gik 2 vildsvin, som ikke havde nogen anelse om, at de nu blev iagttaget. De guflede og rodede i jorden, og det var et skønt syn.
Og så startede pludseligt den skønneste fuglesang, som viste sig at være fra den fugl, som på dansk hedder en pirol. (Genkendt via Picture Bird appen, som har en slags Shazam funktion for fuglesang. Prøv det!). Det er en meget smuk gul og sort fugl, men som kan være svær, at få øje på i tæt bevoksning. Godsejeren fik lavet en lydoptagelse af fuglesangen, som blev akkompagneret af en sortspætte i baggrunden. Hør den her (husk at skrue op):
Således opløftet og tilfreds med morgenens observationer, kunne godsejeren vende tilbage til klosteret, hvor det viste sig, at baronessen var blevet optaget i nonneordenen, og dermed ikke var til sinds at rejse videre. Hov, det var vist ikke helt sandt, det sidste, der!
PS: Der er også mufflon i skoven ved Chambord. De var bare ikke der hvor godsejeren var...
]]>Er du klar? Så kommer rapporten her, i komprimeret form, da vi ikke skal trætte jer unødigt.
Vi startede med at se og gense skønne Edinburgh, som med sin Old Town og New Town byder på charmerende butikker, dramatisk historie og overraskende lækre retter med den skotske nationalret, haggis. Vi kan anbefale, at køre rundt i byen med turistdobbeltdækkerbusserne, som guider dig igennem byens historie og giver dig en god fornemmelse på relativt kort tid. Man kan stå af og på undervejs, så det er praktisk nok også et transportmiddel.
Vi mødte på Royal Mile i Old Town en sergent i fuld skotsk uniform, med bjørneskindshue, kilt og sækkepibe. Udover at sækkepibemusik giver en ganske særlig stemning, så var det rigtig sjovt, at han faktisk lignede godsejeren, endda så meget, at der var venner i Danmark, som troede, at den talentfulde godsejer faktisk havde lært at spille sækkepibe overnight :-)
Vi lykkedes også med, at få ”sneget” os ind hos Stewart Christie & Co, Skotlands ældste skrædderi, som jo selvklart er eksperter i tweed til mænd og kvinder. Man kan normalt kun komme ind i butikken med forudgående aftale, men godsejerens charme og baronessens skønhed fik os indenfor. Virksomheden har eksisteret siden engang i 1700-tallet og har ligget på 3 lokationer. ”Vi har boet her i cirka 150 år, det forrige sted i cirka 150 år, og det første sted i cirka 100 år” som den nuværende ejer stolt formulerede det. De har en såkaldt royal warrant, da de var leverandør til King George V, og fortsat leverer til The Royal Guards. Den nuværende medejer, Vixy Rae, har endda skrevet 2 bøger om tweed, hvor den ene kan beskues i vores showroom. Fed oplevelse!
Således beriget kørte vi med Scotrail toget op igennem højlandet til Inverness, hvor vores køretøj for turen stod klar til os. Det var en smuk togtur, og en rigtig god opvarmning til hvad der var os i vente.
Vi fik udleveret vores køretøj, en grøn Land Rover Defender 90”, som var særligt udstyret med et telt på taget, en kæmpe markise og alt hvad vi behøvede til at klare turen, inklusive tørt brænde. Bilen fik sidenhen navnet Queen Mary, da den vuggede afsted med os, og senere også tilnavnet ”My Precious”, som nogen nok vil huske fra Harry Potter filmene. Vi ville nemlig ikke gå af med den, da turen var slut.
Vi skyndte os afsted, så vi kunne nå næste destination inden lukketid, butikken Cambells of Beauly, som vi har drømt om at besøge i flere år. Denne butik har ”kun” eksisteret siden 1858, men har opnået en position som den førende leverandør af skræddersyede tweeds til højlandets godser og deres ansatte. Og de er kongelige hofleverandører til dronning Elisabeth og senest kronprins Charles, The Prince of Wales. Skrædderiet skulle senere på turen vise sig, at være særdeles kendte iblandt de kongelige og deres stab, da vi den efterfølgende uge fiskede og gik på jagt på Balmoral. Den nuværende ejer af Cambells of Beauly kom stormende ud af butikken, da vi var på vej videre. Han havde set vores visitkort, og til vores store stolthed vidste han godt, hvem vi var, og måtte lige hilse på os. Vi blev enige om, at vi burde undersøge et samarbejde. Lad os se, hvad det kan bringe med sig…
Så gik turen til Isle of Skye, og vi havde vores første overnatning i Queen Mary. Vi parkerede i læ af en bakketop, med udsigt til bjerglandskabet og med følgeskab af får, med særdeles nuttede små lam. Teltet på taget kunne nemt slås op, og markisen blev foldet ud. Der var 2 stole, et bord og alt campinggrej, inklusive 2 gasblus. Så vi fik dejlig aftensmad, efterfulgt af en Singleton whisky fra Glen Ord destilleriet, som vi havde passeret tidligere på aftenen. Kan du forestille dig, hvor godt vi sov?
Næste dag kørte vi rundt på øen, og så blandt andet The Quirang, et flot bjergmassiv med mega-flotte udsigter, hvor vi vandrede op til at forblæst pas. Godsejeren har drømt om at besøge dette sted, efter at have set utallige flotte fotos på Instagram. Det levede til fulde op til sit ry, og vi så sågar et skotsk par blive viet på en klippeafsats.
Nå, nu vi spoler hurtigt videre, forbi besøgene på Dunvegan Castle, Talisker destilleriet, Eilean Donan Castle, bålet ved floden, Glengarry Castle, Dalwhinnie destilleriet og House of Bruar, (ja, vi er om os, når vi går i gang) og direkte til højdepunktet på vores tur:
3 dejlige dage ved bredden af River Dee på Balmoral Estate.
Vi havde på forhånd arrangeret, at vi skulle fiske laks i 2 dage, og vi fik lov at tage ophold med vores Land Rover camper lige ved siden af dronning Elizabeths egen fiskehytte på godsets private område. På første fiskedags morgen kom vores ghillie, Peter Fraser, en superflink og dannet mand. Ordet ”ghillie” kan vel bedst oversættes som fiskebutler, altså en person som kender fiskevandet ud og ind, og vil bistå herskabet (os, tihi) med råd og vejledning, transport mellem fiskestederne og sågar med, at bære vores fiskestænger.
Alle ghillies på Balmoral kommer selvfølgelig på arbejde i Balmorals estate tweed, dvs. på dette tidspunkt på året, knæbukser og sixpence i godsets helt egen tweedmønster fra netop Campbells of Beauly, som vi havde besøgt tidligere. Hertil skjorte, slips og fleece vest. Heldigvis var godsejeren forberedt på dette, så han havde også skjorte og slips på, samt Stenton fleece vest og Culloden regnjakke, til at supplere sine waders. Baronessen havde fundet et par seje skridtstøvler fra Aigle, en quiltet vest fra Dubarry, rullekravesweater fra Really Wild, samt en flot gammel tweedhat. Fint skal det være, og fint var det. Vi fiskede med 2-hånds laksefluestænger efter alle kunstens regler, men på trods af ghilliens ros angående vores kaste-og fisketeknik fangede vi ikke noget, bortset fra en lille ørred.
MEN på andendagen tikkede der en besked ind fra godskontoret, at hvis vi stod klar ved slottets hovedindgang kl. 19 samme aften, så kunne vi komme på bukkejagt! ”Jo, tak” skrev godsejeren på engelsk og gik fuldstændig i selvsving. Tanken om, at skulle på jagt på Balmorals kæmpe 25.000 hektar private højland, var lige ved at tage pippet fra ham.
Nuvel, samme aften stod vi klar ved porten, som havde kongehusets monogram og elektrisk åbning. En såkaldt stalker (jagtbutler) som hed Chris kom og samlede os op, og vi lavede lidt forberedende øvelser med tørskydning på plænen ved slottet. Stalkeren havde også Balmoral’s estate tweed og slips på, så det var heldigt, at godsejeren også her havde SIT slips på. Efter en fantastisk aften oppe i baglandet, med hundredvis af kronhjorte, en gruppe black grouse fugle og enkelte rådyr bukke hist og her, så lykkedes det godsejeren at nedlægge en fin buk på en eng, i de sidste minutter inden det blev for mørkt. Man skal nok være jæger OG royalist for til fulde at forstå, hvor fantastisk en oplevelse dette var for os.
Vi fik lejlighed til at se Balmoral Castle og parken, samt et par af kongefamiliens specielle køretøjer. En særlig bil var den specialbyggede Land Rover Defender, som var indrettet som minibus, så familien og deres gæster kunne transporteres op i højlandet.
Således beriget fortsatte vi touren, og besøgte undervejs vores leverandør Hoggs of Fife, som startede i 1888 og fortsat er i familiens eje. De startede med fodtøj, og har udviklet sig til at være producent af kvalitets tøj og fodtøj til rimelige priser til jægere og landmænd i Storbritannien. Vi fik hilst på en masse af deres folk, og fik et bedre indblik i deres tankesæt og fremtidens muligheder…
Så gik vejen forbi Stirling Castle, Kilchurn Castle, malstrømmen ved Connel Bridge og havnebyen Oban (og dets destilleri), for at tage et større stop ved Glencoe. For de af jer som ikke ved hvad Glencoe er, kan vi oplyse, at det er et aldeles fantastisk naturområde, med en stor og lang dal, hvorfra man kan vandre op i 3 mindre dale i højderne, kaldet Three Sisters. Vi snuppede en lidt strabadserende tur op i en af dalene, hvor vi passerede vandløb og stejle skråninger. Belønningen kom så sandelig, da vi endelig kom op i en gudesmuk dal, med den flotteste udsigt. PS: Kom i god tid, da det er småt med parkeringspladser i dalen.
Efter denne smukke oplevelse kørte vi nordpå, forbi Fort William og Ben Nevis (Skotlands højeste bjerg), passerede området ved Glenfeshie, som vistnok er Bestseller-ejeren Anders Holck Poulsens hoveddomæne derovre, og tog et stort sving af den smukke, smukke Old Military Road ned og tilbage til Balmoral for at hente godsejerens bukketrofæ.
Rejsen var ved at være slut, og vi overnattede sidste nat på et strandhotel i Nairn, tæt på Inverness, hvor vi skulle aflevere bilen. Hotellet havde selvbetjeningsbar i den skønneste stue med lædermøbler, pejs og udsigt til vandet. Her fik godsejeren smagt på noget af den whisky, som han mente at være gået glip af undervejs. En perfekt afslutning på rigtig gode dage i Skotland.
”My precious” mumlede godsejeren med bævende stemme, da han sidste dag afleverede nøglerne til Defenderen, efter en fantastisk rejse, med oplevelse udover det sædvanlige.
Tak fordi du læste med. Vi håber du er blevet underholdt og måske inspireret. Sig endelig til, hvis du har spørgsmål til vores tur.
Nedenfor kommer lidt flere billeder fra turen.
]]>
Vi drøner ud i skoven, og sover i telt!
Ja, det kommer måske som en overraskelse, og nogen væmmes sågar ved tanken om, at ligge i et telt, på et tyndt liggeunderlag, med ondt i ryggen og fryse som en istap.
Men! - Det er fordi, at du ikke har det rigtige grej!
Vi ligger som en drøm, lunt og godt i alle årstider, og har opsat telt og sovegrej på få minutter.
Vi har ligget i skoven og lyttet til (ufarlige) grævlinge komme luntende forbi med deres karakteristiske lyde. Vi har haft en (ufarlig) ræv på besøg, som stak hovedet ind under overteltet, og så godsejeren i øjnene, inden den spurtede væk. En (stort set ufarlig) kronhjort har brølet et par hundrede meter fra teltet, lige i skumringen. Og vi har ligget og lyttet til laksenes plasken, ved elve i Norge og Sverige. Dette er bare et lille udsnit af de dejlige oplevelser, som vi har haft i et telt. Og som du også kan få.
Du kan selvfølgelig slå telt op på en campingplads. Men at rykke rigtig ud i naturen er faktisk både nemt, bekvemt og meget mere spændende.
”Men må man bare slå telt op, hvor som helst?” tænker du måske. I Danmark er der en del muligheder. Man kan for eksempel slå telt op på udpegede teltpladser i skoven. Men man kan også begive sig ind i en af de 275 skove i Danmark, hvor man må slå telt op uden at spørge først. Hvis du gerne vil finde en sådan ”Fri teltning” skov, så kig her på Naturstyrelsens hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/fri-teltning/
”Hvilket grej bruger I?” vil den kvikke læser måske spørge.
Jo, ser du, vi har fundet en lækker teltserie fra tyske Wechsel, som ikke koster alverden, og fra Sea to Summit nogle dejlige soveposer, som fungerer både i varmt og i koldt vejr, en lille komfortabel Aeros hovedpude OG så prikken over luksus ”i”-et; de skønne Ether liggeunderlag, som er hele 10 cm tykke, og som har det nemmeste pumpesystem, som du kan drømme om.
Med dette grej kan vi garantere, at du og dine får en dejlig komfortabel oplevelse ude i naturen.
Du kan finde alt sammen i vores Outdoor kategori ved at klikke her.
Og hov, hvad med mad og drikke? ”Får I noget at spise, derude i jeres camp lux?”. Jo, jo, vi snyder ofte, og tilbereder et Trek’N’Eat frysetørret måltid, såsom Jægergryde, Balkanrisotto eller Grøntsags-jamballaya, enten på forhånd i vores Stanley Food Jar eller på stedet, hvor vi koger vand i en Jetboil lynkoger. Disse dimser finder du ligeledes i ovenstående Outdoor kategori.
Og vi medbringer selvfølgelig en eller flere Feuerhand olielamper, til at understrege den hyggelige stemning.
Vi håber, at du får blod på tanden og lyst til at komme ud i naturen. Vi er helt vilde med dette koncept, og har skrivende stund bygget en lille teltplads inde i vores showroom, hvor du kan se nærmere på udstyret.
Ses vi?
]]>
En af vores kunder har umanerlig lange ben, og var ulykkelig over, at vores lange spanske støvler faktisk var for korte til hende. ”Hvad gør vi?” tænkte godsejeren, og kontaktede producenten for at undersøge muligheder. Det viste sig, at skomagerne kunne lave en støvle som var ekstra lang, og lidt over en måned senere, kunne en glad Janni Bjerregaard komme og godkende støvlerne.
Alt dette postyr medførte jo en løbende dialog med den langbenede Janni, og det viste sig, at vores amatørinteresse for havearkitektur kunne få fuld smæk på opleveren, da hun er uddannet havearkitekt og ejer af firmaet RoomOutside.
Det ene tog det andet, og en torsdag formiddag bød Janni velkommen til godsejeren på hendes kontor på Charlottenlund Slot. Ja, mindre kan åbenbart ikke gøre det, når man arbejder i det segment, vi her skal høre lidt om.
”Ja, denne buskbom er ramt af en ny type bille, som er kommet til landet for nyligt, og vi ved endnu ikke hvordan vi skal få gjort kål på dem”, sagde Janni da vi stod uden for slottet og nød solen. ”Men det skal vi nok få styr på”, sagde hun med et smil.
Janni bliver hyret af private eller virksomheder, som har gang i byggeri eller renovering af store villaer, herregårde og andre større haveanlæg. Hendes særlig kendetegn er, at hun følger alle projekterne helt til dørs og tager ansvaret for det rent praktiske arbejde, som udføres af anlægsgartnere og endda selv anskaffer (og nogle gange importerer) store træer og buske fra kvalitetsgartnere. Hun gennemfører således alle projekter i tæt samarbejde med bygherren, som løbende bliver opdateret om fremdriften og bliver konsulteret, hvis noget skal rettes undervejs.
De fleste kunder ønsker, at deres haver hurtigst muligt skal se ud, som om de er 20 år gamle. Det klarer Janni typisk på cirka 2 mdr. afhængigt af projektets karakter.
Hun går grundigt til værks, og indkalkulerer tilmed planternes pollencyklus og pollenværdi, så der bliver optimale betingelser for insekter, herunder sommerfugle. En del af denne planlægning sikrer, at bierne får rigeligt at spise, når de vågner om foråret, og Janni fortalte, at danske træer er langt bedre for biodiversiteten end importerede. Et dansk bøgetræ giver for eksempel levemuligheder for op mod 1500 arter insekter, hvorimod et importeret platantræ kun kan supportere 10-15 arter.
Ny viden for os! Og hvor er et smukt, at hun giver haveejerne mulighed for at hjælpe naturen.
Det svarer lidt til godsejere, hvis ejendom har gået i arv i generationer. De siger ofte, at de ikke ser sig selv som ejere, men blot passer godset til de næste generationer. Med Janni’s hjælp kan man også passe på naturen, så den også er der for de næste generationer.
Janni tog den falske godsejer med ud at se nogle af projekterne, både igangværende og afsluttede. Det var ganske imponerende at se en have ved en stor Hellerup-villa, som var fuldstændig renset af og var ved at blive bygget op. En stor flot pool lå og ventede på, at komme i brug, og i et hjørne stod der en hel urskov af store buske og træer, som skulle plantes her og der. En murer, som Janni havde engageret, var ved at mure en flot rund kant omkring en halvmåneformet udestue. Og huset frue måtte balancere på køreplader med hendes indkøb. Men man kunne se, at hun var meget begejstret og glædede sig til at det hele var klappet og klart.
Turen gik videre til en færdiggjort have i en anden del af Hellerup, hvor vi så hvorledes detaljer fra husets vinduers udformning gik igen i græsplænens form, og hvorledes et bålsted i hjørnet bevidst var udlagt med hårdt stampet grus, for at give folk om bålet en naturlig følelse. Et kæmpe egetræ var blevet studset, så det fremstod virkelig flot og harmonisk. Janni havde også fundet en særlig rustik, men samtidigt stramt udseende afløbsrist, som passede rigtig godt til den sildebensmønstrede gangsti. Et virkelig flot projekt, som du kan se fra oven på et af billederne.
Dagen blev afsluttet tilbage ved Charlottenlund Slot, hvor godsejeren fik komplimenter af Janni, fordi han konsekvent havde åbnet bildøren for hende undervejs. Gamle dyder matcher godt til klassisk havearkitektur.
Tak for en dejlig dag i godt (og flot velklædt tweed!) selskab.
Hvis du vil se mere om Janni’s arbejde og i dialog om dit projekt, så kig ind på hendes hjemmeside www.roomoutside.dk
Se nedenfor flere billeder fra besøget
]]>Vi er knust. Vores elskede Ludvig er gået bort. Hans krop kollapsede efter en rutinemæssig behandling under narkose hos dyrlægen og han stod desværre ikke til at redde. Hele familien er selvfølgelig dybt berørt, og vi taler meget sammen og ser på billeder. Vi ved godt, at man ikke forstår dette til fulde, hvis man ikke selv har prøvet det. Men da mange af jer kendte og holdt af Ludder, Godshunden, Buller, Bob, Skubbernauten, Ferdinand, Flapstein, Fællesen, Madøret, Skyggen, det Brune Dyr, Flapøre og hvad han ellers kærligt blev kaldt, så følte vi, at vi blev nødt til at dele det med jer. Vores store trøst er, at han havde et godt liv og skabte glæde hos store som små.
]]>
Nå, men Sacha har en instagram konto, hvor hun laver såkaldt ”dog-spamming” om Drenten, en særlig hunderace, som vi ikke kender så godt. Derfor har vi bedt Sacha om at skrive et par ord om racen til vores kære læsere:
Drentsche Patrijshond, Agerhønsehunden fra Drenthe, i daglig tale Drenten, kommer fra provinsen Drenthe i Holland. Racen kan dateres tilbage til 1600-tallet, hvor den udspringer af spanielhunde fra Spanien og Frankrig. I maj 1943 blev racen officielt anerkendt af den hollandske kennelklub. Provinsen Drenthe holdt strengt på, at hundene ikke skulle krydses med andre racer, og Drenten har derfor været raceren længe før den officielle anerkendelse. Den blev dengang brugt som arbejdshund, så foruden at skulle fungere som jagthund, var den også gårdhund, hvor den ind i mellem blev brugt til at trække vogn, og også skulle være vagthund. Den var i ordets bedste forstand en arbejdshund.
Drenten hører til de kontinentale stående jagthunde, og er en god allround jagthund. Den er god til at tilpasse sig terrænet, uanset om det er en stor mark, tæt krat, skov eller i fjeldet. Den bruges både på rypejagt i fjeldet, markjagt, drivjagt og trykjagt. Den har en helt naturlig kontakt til sin fører, der næsten synes at være medfødt, og er en af de stående hunde, som ”går under gevær”. Drenten går et tilpasset søg, og ved fært begynder halen at køre i cirkulære bevægelser, inden hunden trækker op i en stram stand. Er føreren for lang tid om at komme hen, kan Drenten godt kigge sig tilbage efter sin fører, for ligesom at spørge ”Kom nu, hvor bliver du af?”. Den er en medfødt dygtig og villig apportør, hvorfor dette kræver minimal vedligeholdelse, når først det er indlært, ligesom den er naturligt god til at gå spor.
I trænings-øjemed er Drenten en blød og intelligent hund. Man skal være konsekvent (ikke hårdhændet eller højtråbende) både under træning og almen opdragelse, man skal være hurtig og præcis i sin timing, og opfindsom hvis man skal holde Drentens fokus under træning. Keder den sig, er du uopmærksom, laver for mange af de samme gentagelser, går for hurtigt frem eller er inkonsekvent, så finder den hurtigt finder på noget selv, og så tager det altså noget tid, før den synes du er interessant nok til, at den vil arbejde med dig igen. Er du derimod god til at finde på øvelser, der styrker den naturlige kontakt, og er god til at variere træningen, så har du en hund, der ikke bare arbejder fordi den skal, men fordi den har lyst og vægter dig som fører højt, præcis som den loyale hund den er.
Drenten er en alletiders familiehund, den er aktiv og vil gerne arbejde. Den er hengiven, vil gerne være sammen med sin familie, og den giver anledning til mange gode grin. Noget der går igen, når man spørger Drente ejere om, hvad der er typisk for racen, vil svaret være; Dens humor! Man keder sig aldrig med en Drente, den holder en på tæerne og holder smilebåndet ved lige.
-
Stor tak til Sacha for dette bidrag til oplysning for de mange af vores læsere, som er interesseret i hunde og jagt. Sacha’s hunds instagram konto hedder ”gin_the_drent”, hvis du vil se mere om denne hund.
PS: Sacha er (selvfølgelig) iklædt Godsejeren gevandter fra top til tå på billederne :-) Hun har "snoldet" støvler fra Dubarry, strømper fra Pennine, bluse fra Hoggs of Fife og vesten er fra Walker & Hawkes. Godt gået, kvinde!
]]>
Med denne sladderbladsoverskrift håber vi at have fanget din opmærksomhed. Og du kan være ganske rolig. Det er spændende læsning og det er den skinbarlige sandhed. Vi var selv på stedet, og fik historien fra den kommende godsejer.
I disse tider er der mange som drømmer om at komme ud og rejse. Væk fra boblen og få nye indtryk – men selvfølgelig med alle forholdsregler intakt. Derfor inviterede den falske godsejer sin egen baronesse på weekendophold på Kragerup Gods på Vestsjælland. ”Kan man godt det?” tænker vores læser måske. Og svaret er ”ja, det kan man godt”, når overnatningsstedet ellers har taget alle de rigtige forholdsregler, som er foreskrevet af Horesta, hotel- og restaurationsfagets forening. Mere om det praktiske til sidst.
Vi fik en særlig velkomst af Regitze A. Sophie Dinesen, 9. generation af Dinesen familien på Kragerup, som inviterede på et glas vin i en af de fine stuer. Regitze har været ude i den store verden, studeret og arbejdet med marketing i København. Men nu er tiden kommet, hvor hun skal forberede sig på at overtage godset, så hun er i realiteten i lære som godsejer. Fed læreplads, må man nok sige – men også med utrolig meget ansvar.
Nå, nu skal I høre hvorledes Kragerup Gods blev en veldrevet, miljøvenlig virksomhed med en spændende historie.
(Hvis du for øvrigt tænker, at navnet Dinesen virker bekendt, så kan det være fordi et meget kendt medlem af slægten hed Karen Dinesen, senere Karen Blixen. Den kendte forfatter besøgte Kragerup under familietræf, og godset populære restaurant hedder derfor Blixen.)
Regitzes morfar, kammerherre Erik Dinesen kom af en søskendeflok på 3, som alle overtog et gods! Ja, det var tider dengang. Vi så et sødt maleri af de 3 som børn, og det er sjovt at tænke, at de sikkert ikke anede hvad der lå i kortene til dem.
"Min morfar drev Kragerup Gods på eget traditionel vis med fokus på landbrug og havde en stor passion for biler, jagt og selskabelighed” startede Regitze, som sad i sofaen med en flot pink blazerjakke og ternet nederdel. Da hendes mor Birgitte Dinesen overtog godset efter sin far kammerherre Erik Dinesen, trængte det til at få en ordentlig overhaling, og at få set driften efter i sømmene.
Regitzes mor, kammerdame og hofjægermester Birgitte Dinesen er en driftig frue, så hun satte en mængde aktiviteter i søen. Blandt andet fik hun bygget Danmarks største strudsefarm, men det viste sig, at danskerne ikke var helt tunet ind på at spise strudsekød, så Regitze erindrer, at de fik virkelig mange forskellige slags strudseretter derhjemme, blandt andet Strussobuco, Struds i strimler, Struds i flødesauce, Strudsespegepølse på madpakken og ikke mindst omelet til 12 i ét strudseæg….
Et andet projekt, som der var betydelig mere sving i, var opførelsen af 6 kæmpestore vindmøller, som i dag forsyner halvdelen af Kalundborg kommunes boliger med strøm. Vindmøllerne var en kæmpe investering på 160 millioner kroner, som Birgitte Dinesen i starten havde udfordringer med at få finansieret. Efter at have besøgt 6 banker, var der endelig en bank i Jylland, som svarede: ”Hvor mange penge skal du bruge?” (sikkert udtalt med jysk accent). Så var den aftale i hus. Vindmøllerne har været, og er stadig, en vigtig indtægtskilde, som har været med til at finansiere godsets forvandling fra at være 100% landbrug på de 1200 hektar, til i dag at være fortrinsvis et kæmpe oplevelsesunivers, men samtidigt et fremsynet landbrug.
Birgitte og hendes stab på i dag 65 ansatte har omdannet en stor del af godsets bygninger og omliggende park til et hotel/konferencecenter og Danmarks første og største klatre-aktivitetspark. ”Vores ambition er at være et 4-stjernet hotel med kant, og da vi er lidt skøre, så finder vi på mange sjove ting til glæde for gæsterne” fortalte unge Regitze under vores besøg. Man kan blandt andet sejle i kano med bind for øjnene i voldgraven. Og ja, så er der jo klatreparken…. Den kommer vi lige tilbage til.
Hotellet har 57 værelser, hvoraf nogle ligger i hovedbygningen. Vi havde opgraderet og boede i Kammerherrens værelse i hovedbygningen, og manner!, hvor var det bare flot! Det var holdt i flotte blå nuancer, med blødt gulvtæppe, klassisk sofa-lænestol arrangement og himmelseng. Badeværelset var med et stort 2-personers badekar, bruseniche, 2 håndvaske og udsigt ned til voldgraven. Det hele var dekoreret med afrikanske detaljer, tydeligvis inspireret af Karen Blixen, og en mor/datter tur til Limpopo for et par år siden. Virkelig lækkert indrettet. Som en lille sjov detalje, så fandt vi en busbillet fra 1976 og et postkort fra 1983, i to af bøgerne på værelset. Sikkert brugt som bogmærke i en svunden tid.
Ude i parken lidt skjult fra godset ligger klatreparken, som er kæmpestor, med 7 baner oppe i træerne med ziplines, rapelling, klatrevægge og meget mere. Det nyeste påfund er at lave trampolinbaner oppe i træerne, som vi tænker lige giver hopperiet en ekstra kant. Der er bygget en lille shelterby, som man kan booke, hvis man er mere end 10 personer (post-corona) og der er vandre- og cykelruter på godsets kæmpe skov-og markarealer. Kort sagt underholdning for familier og firmaer på teambuilding.
Landbruget eksperimenterer med økologisk drift, og Regitze fortalte stolt, at Kragerup bliver den første landbrugsbedrift, som dyrker kikærter (som vi tror vil blive en kæmpe succes, hvis planterne bare vil gro). De mange indsatser for miljøet har gjort, at godset i dag er CO2 neutralt, og har fået turismens internationale miljømærkat ”Green Key”. Vi hos Godsejeren.dk er meget imponerede over dette, og det fortjener stor applaus.
Vi sad i sofaen og lyttede fuldstændig opslugt til Regitzes fortælling, da vi pludselig så på uret, at det var vores tur til at komme i den store indendørs swimmingpool. Og det kunne vi jo ikke bare droppe. Så vi afsluttede mødet med Regitze, med gensidige ønsker om snart at ses igen.
Kragerup Gods havde lokket os på deres hjemmeside med en get-away pakke, med (selvhenter-)mad på værelset, bestående af særdeles lækker tapas om aftenen, og ligeledes særdeles righoldig morgenmad. På værelset var der dækket op til middag, da vi ankom, og det var faktisk vidunderligt at nyde dejlig mad og vin i stearinlysets skær, og se sin elskede i øjnene. Kan anbefales! PS: Vi har selv betalt for det hele - og vi er bare vilde med stedet.
Se flere billeder nedenfor..
Ny leverandør hos os:
]]>Som nogen af jer husker, så rundede Godsejeren bestilling nummer 10.000 i vores webbutik for ikke så længe siden, (.... åh, tak, æhh,... taktak for klapsalverne...) og det ville vi gerne fejre sammen med den person, som lavede bestillingen og give pågældende en gave som tak.
Så jeg ringede til den heldige, som viste sig at være TV-kokken Claus Holm, som blev fuldstændig overvældet og lykkelig. "Har jeg virkelig vundet noget? Jeg vinder aldrig! Tuuusind tak, du er bare den bedste!" Og ja, han fortsatte faktisk i det næsten uendelige, som jeg senere fandt ud af er hans sædvanlige facon, med at speedsnakke om, hvor heldig han følte sig, og hvor taknemmelig han var.
Nu var sagen den, at jeg ikke anede, at Claus Holm er en ret kendt kok, som toner frem på TV2, på alle tider af døgnet, og har skrevet bøger og har sin egen linie af køkkengrej, som sælges i dagligvarehandlen. Og som deltog i programmet "Fem fede kokke", hvor han tabte 20 kilo på ganske kort tid. Jeg havde ingen anelse, og måtte forbløffet smile over Godsejerens held. Fordi Claus havde på ordre nummer 10.000 bestilt tweedtøj, som han ville have på i fjernsynet! Jeg hjalp ham med at fintune sættet, og resultatet ser du her:
Prøv lige at se en stolt mand, som har tabt umanerlig mange kilo, og som var helt åben om, at han var bange for, at dø af overvægt. Da dette billede kom på Claus's instragram, blev han lynhurtigt omdøbt til Lord Holm af sine følgere :-)
Således optændt af den hellige tweed ild, så kontaktede Claus Holm igen Godsejeren, og bad os om at sammensætte endnu et tweed-sæt som ifølge den nye Lord Holm skule være "..lidt pang Lord-agtig. Med smæk på - klassisk frækt." Typisk Claus-Holm-Bum formulering :-)
Jeg havde allerede et drømmesæt i tankerne, og Claus købte det straks, da jeg sendte udkastet.
Så gik der corona i leverancerne fra England, og jeg måtte holde den utålmodige TV-kok hen med beroligende meldinger. Men endelig kom stumperne til os i Danmark, og derfra videre til Claus.
Og minsandten, om ikke Claus lige har sendt os dette billede, som får os til at revne af stolthed:
Jeg har efterfølgende set nogle af afsnittene af "Fem fede kokke" på TV2 og det er jo en helt vanvittig forvandling, som denne mand har gennemgået. Hatten af for det og stor applaus.
Og da jeg er sikker på, at Claus læser dette på et tidspunkt, så vi jeg bare sige til dig: Fortsæt på din sundhedsrejse, Lord Holm! Du er for sej, og jeg er sikker på, at du er en stor inspiration for danskere i hele landet.
Kærlig hilsen, din nye ven
Ole Bergstein
]]>
Overdirektøren imødekom anmodningen til vores store glæde, og her stod vi så.
Overdirektøren er Helene Danneskiold-Samsøe, hvis familie i mange generationer siden 1699 har varetaget klosterets interesser. Familiens første overhoved var Christian Gyldenløve, som var søn af Kong Christian den 5. og Sophie Amalie Moth. Sophie Amalie var efter sigende officiel og godkendt elskerinde, og derfor skulle deres søn jo have en passende ejendom. Familien efter Christian Gyldenløve blev kaldt Danneskiold-Samsøe, og her er altså slægtens oprindelse i 1699.
Slottet er dog endnu ældre, og blev bygget af Rigshovmester (statsminister) Peder Oxe i perioden fra 1547-1575.
Få år efter Christian Gyldenløve overtog slottet døde han. Inden sin død nåede han at omdanne godset til et adeligt jomfrukloster via en fundats. Slottet blev dog aldrig beboet af hverken nonner eller munke. I stedet skulle 16 jomfruer af adelig herkomst understøttes økonomisk, ligesom mindrebemidlede i omegnen skulle tilgodeses med økonomisk støtte. Denne ordning er fortsat gennem alle årene. Gisselfeld er fortsat fondsejet, og den overordnede ledelse forestås af overdirektøren og en administrerende direktør i fællesskab.
Nå, tilbage til godskontoret: Overdirektøren bød os hjertelig velkommen, og foreslog at vi straks skulle gå i gang med en eksklusiv rundvisning på slottet. Vi ville komme til se områder, som normalt ikke er tilgængelige for offentligheden. Således opmuntret, fulgte vi glade med igennem gitterporten ind på slottets område, hvor den imponerende renæssanceborg lå omgivet af voldgrav, og flankeret af et stort og imponerende orangeri, som kaldes Paradehuset. Mere om det senere. Selve slottet er opbygget som en borg, forberedt til at modstå angreb. Dette skyldes, at det blev bygget efter Grevens Fejde i 1534-1536, som var en religiøs konflikt mellem katolikker og protestanter, samt en konflikt om kongemagten mellem Christian II og Christian III. Det førte til borgerkrig mellem bønder og adel, hvor herregårde blev plyndret og nedbrændt af bondehære. Man kan nok forstå, at Peder Oxe efterfølgende tog sine forholdsregler ved bygningen af det nuværende Gisselfeld. Og han overlevede da også, at komme i unåde hos Dronning Dorothea, hvor han først gemte sig i et hemmeligt rum, og siden flygtede udenlands. PS: Vi fik ikke lov at se de hemmelige døre og rum ”fordi så er de jo ikke hemmelige længere”, som overdirektøren sagde med et fiffigt smil.
Vel ankommet i det smukke slot, så vi først det store maleri af stamfaderen Christian Gyldenløve siddende højt til hest. Dernæst videre til riddersalen, som er ganske imponerende, blandt andet med et ny-renoveret blomstret lædertapet, som var lavet af skind fra geder og vildsvin. Salen er blevet nænsomt opdateret de seneste år af overdirektøren, og bliver brugt ved mange forskellige offentlige lejligheder i løbet af året. Dernæst kom vi ind i en sektion af slottet, som indeholdt en stor overraskelse: Nordeuropas største private samling af porcelæn, sirligt og systematisk ophængt på væggene, inddelt i typer og stil. Det var utrolig flot, og det var sjovt at høre, hvordan overdirektøren som barn havde fået lov at lege med et miniature the-stel, bestående af bittesmå kopper, med små fugle siddende på kanten af hanken. I nutiden er det ikke længere helt så afslappet, og der må faktisk ikke komme børn under 12 år ind i dette område. Vi gik igennem med lidt sved på panden, af frygt for at vælte noget.
Vi fik også lov at se slottets stemningsfulde festsal, som er en stor sal med plads til dans, og en mindre sal, hvor gæsterne kan sidde og konversere. I den store sal hænger malerier af alle de 12 overdirektører, som har varetaget hvervet gennem årene. Der bliver holdt nytårsfest hvert år i disse lokaler og vi kunne levende forestille os, hvorledes dronningens nytårstale og midnatsklokkerne blev midtpunkt i festlighederne, og de store lysekroner glimter om kap med fyrværkeriet.
Efter et kig ind i ”Dronningens Gemak” og adskillige andre velbevarede rum (slottet har over 100…), blev det tid til at komme ud igen, og hen til Paradehuset, det flotte orangeri.
Her blev vi budt velkommen af Stig Lauritzen, som sammen med sin partner Gregory Kobett igennem 20 år har renoveret orangeriet med støtte fra offentlige midler, og genopbygget bygningen og plantesamlingen til fordums storhed. Og hvilken mageløs oplevelse det var at træde ind i bygningen, hvor vi blev mødt af palmer, træer, buske og blomster, samlet fra alle verdensdele. Det var virkelig skønt at bevæge sig rundt, og beskue blomstrende planter, små damme med karper og et imponerende stort fuglebur fra Nordafrika, som dog desværre ikke måtte have nogen fugle. Der var en lillebitte butik, med lækre skummende sæber, flotte haveredskaber af kobber og mange andre dejlige ting.
Stig Lauritzen er kendt fra TV, hvor han var vært på programmet Haver Haves, og fra den allerførste Robinson Ekspedition, hvor han var deltager. Gregory Kobett er landskabsarkitekt, og har i flere omgange arbejdet for Tivoli, blandt andet med videreudvikling og optimering af Tivoli’s julemarked. De 2 herrer passer nu det utrolig flotte orangeri i parken, hvor der er offentlig adgang, og de bor selv i en sidebygning i parken, hvor de også har et lille bed & breakfast.
De serverede en lækker jordbærkage til overdirektøren og os, flot pyntet med spiselige blomster og guldstøv. Vi blev således bænket omkring et bord med kaffe og the, og hørte historier fra slottet. Vi hørte blandt andet, hvorledes den nuværende overdirektør Helene Danneskiold-Samsøe, overtog posten i 2010 som den første kvinde, udnævnt i henhold til arverækkefølgen af fondens bestyrelse. Vi bøjer os i støvet, for den kæmpe opgave det er, at drive et gods med næsten 4000 hektarer, 126 lejeboliger, skovdrift, landbrug, jagtvæsen, gryende turisme og en stram fundats. Helene Danneskiold-Samsøe har en administrerende direktør og 25 ansatte til at løse opgaverne. Det er et stort ansvar, og vi har kæmpe respekt for, hvorledes hun som ny generation sætter sit mærkbare præg på stedet. Udover de klassiske driftsområder, er der også et gryende erhvervsliv på godset. Der er erhvervslejemål på den tilliggende Hesede Hovedgård, flere B&B lokationer, restaurant Villa Gallina ude i skoven, og det nye Skovtårnet, som er bygget i træ og som strækker sig 94 meter op i luften. Det er Sydsjællands højeste udkigspunkt, og er allerede omtalt i magasiner over hele kloden.
Gisselfeld Kloster fremstår i dag som en veldrevet fondsejet virksomhed, dybt forankret i bevidstheden om fortidens ophav og den forpligtelse der ligger i, at skulle beskytte og videreføre godset på trods af alverdens udfordringer i en moderne samtid.
Efter en hyggelig stund med kaffe og kage, var dagen var kommet til vejs ende, og vi takkede for alt, og kørte hjem, i ganske eksalteret stemning, fyldt med gode oplevelser.
Vi er dybt taknemmelige for, at vi fik lov at få et nærværende og varmt indblik, som vi aldrig vil glemme. Vi kan garantere en ting: Det er ikke sidste gang vi kommer til Gisselfeld Kloster. – Vi MÅ have mere af den kage
Hvis du også vil besøge området, så kan du orientere dig yderligere på www.gisselfeld-kloster.dk, www.paradehuset.dk samt www.destinationgisselfeld.dk.
Kan du lide denne historie? Hjælp os, og motiver os til flere historier, ved at dele den på din Facebook og med dine venner.
]]>Imidlertid fik det godsejeren til, at begynde faktisk at se denne TV-serie, som jo handler om livet på et slot i begyndelsen af forrige århundrede, for herskabet og for tjenestefolkene. Og det har grebet ham i en sådan grad, at det nu viser sig nærmest livstruende.
For få dage siden sad han i badekarret og så seriens afsluttende afsnit i 2. sæson. Uvidende om afsnittets længde, blev han fundet af baronessen, særdeles nedkølet i det nu kolde badevand, men med et lykkeligt smil. Fordi endelig havde helten, slottets arving Mathew friet til Lady Mary!
Set i lyset af, at godsejeren har været igennem et længere forløb med voldsom lungebetændelse, er dette jo selvfølgelig fuldstændig vanvittigt.
Dette tilsyneladende galoperende afhængighedsforhold til en TV-serie er selvfølgelig ikke sundt, så derfor er der nu udstedt et dekret fra godskontoret, om at ingen naboer eller familiemedlemmer må tillade godsejeren adgang til deres Netflix konto. Han er sendt i misbrugsbehandling på Center for TV-serimani og forventes trods alt at komme på ret køl inden længe.
Her ses godsejeren posere foran et andet slot, denne gang i Sverige. Han kan tilsyneladende ikke få nok..
Vi vender senere tilbage med en rapport fra vores næste tur til England i maj, hvor vi igen vil besøge Highclere Castle, men denne gang under mere ordnede forhold. Det glæder godsejeren sig meget til!
]]>Dette ”ride” gennemføres hvert år, hvor (mest) mænd og kvinder, kører tur i samlet flok på deres gamle motorcykler. For manges vedkommende er det iklædt deres flotteste og mest klassiske outfit.
I år var det Nicholas Vadum som vandt, og vi er benovet over at se, at vores blazer, knickers og strømper har hjulpet ham op op sejrskamlen. Bemærk hvorledes han har tilføjet egne særlige detaljer på blazerjakken og hvor stolt han bærer sit outfit.
Det er s.. en fornøjelse at se!
The Distinguished Gentleman Ride er et velgørende arrangement, som løber af stablen over hele verden, og i Danmark i København og Århus. De støtter op om veldædige formål, ved at hver deltager har en indsamlingsside, og de kan konkurrere om hvem, der indsamler mest. Hvis du vil støtte Nicholas og et godt formål, så er han indsamlingsside her:
https://www.gentlemansride.com/rider/NicholasVadum176071…
Stort tillykke til Nicholas!
BONUSINFO: Hvis du elsker, holder af og/eller bare er fascineret af Land Rover Defender, så læs dette. Hvis du ikke er interesseret i Land Rover, så læs det alligevel. Der er flotte billeder :-)
]]>BONUSINFO: Hvis du elsker, holder af og/eller bare er fascineret af Land Rover Defender, så læs dette. Hvis du ikke er interesseret i Land Rover, så læs det alligevel. Der er flotte billeder :-)
Igennem et par år har jeg fulgt en bestemt Instagram side, som viser de flotteste billeder af land Rover Defender firehjulstrækkeren, i alle mulige varianter. Der er er tale om virkelig stilrene køretøjer, som er istandsat efter alle kunstens regler.
Instagram-siden ejes af firmaet Coolnvintage, som bor i et industrikvarter, som man når frem til efter en flot køretur på en bro henover bugten, som Lissabon ligger ned til. Der er en flot udsigt til storbyen på den anden side af vandet og en masse flotte sandklitter.
Man kan kun besøge firmaet efter forudgående aftale og med særligt ærinde. Enten som kunde, eller hvis man kan skrive en god historie om dem. Og det er det, som jeg prøver nu :-)
Deres koncept er følgende: Ejere af gamle Land Rover Defender afleverer deres bil hos Coolnvintage, og cirka et år senere, så får ejeren bilen tilbage i FULDSTÆNDIG renoveret stand. Bilen bliver skilt ad i atomer, og alt som kan bruges igen, bliver minutiøst inspiceret og renoveret. Chassisrammen bliver altid renoveret, og bilens stelnummer beholdes altid. Så bliver bilen bygget op igen, i samråd med ejeren, som kan vælge farve, hardtop/softtop, indtræk og en masse andre detaljer. Man kan teknisk set aflevere et ”lig”, som ikke kan køre, og så får man en fed bil retur, som ser ud som ny.
Da jeg besøgte værkstedet var det super tjekket, fuldstændig klinisk rent og med 4-5 biler, som stod i mere eller mindre adskilt stand. De havde hjul stående på guldfarvede hotelvogne, som normalt bruges til at transportere kufferter på flotte hoteller. Der var en sofagruppe midt i værkstedet med flotte magasiner og historiske fotos på væggen. I lokalet ved siden af, stod der anslået 12 Defender’e, nogen som ventede på istandsættelse og nogen som var klar til udlevering eller salg.
Jeg var særlig imponeret over, at se en renoveret chassisramme, som stod som ny, med gråsort maling og som var ved at få monteret dele.
Jeg havde en længere snak med selskabets stifter, Ricardo Pessaoa, som fortalte, at det hele startede med, at han fik renoveret sin egen Defender tilbage i 1998. Den blev så flot, at alle hans venner ville købe den, og det fik ham naturligvis til at spekulere. Efter at have købt, renoveret og solgt flere biler gennem årene, besluttede han for 5 år siden at tage skridtet og starte Coolnvintage.
Richardo fortalte, at han ser det som en kunst, at konstruere Defendere, som har rene linjer og med et klassisk look, og ikke med noget ”blingbling”. De ønsker ikke at lave off-roadere med store parabol-lamper på taget og klistermærker på siderne. Som man kan se på billederne, så er der virkelig kælet for detaljerne og med fokus på minimalisme.
Kunstfærdig vil jeg også betegne den bil, som var ved at blive færdiggjort, hvor en kunstmaler har dekoreret chassisrammen. Det er jo lidt syret, idet det meste af kunsten ikke kan ses. Men det er vel ligesom med en flot tatovering eller dyrt undertøj. Det er kun ejeren der ved det…
I dag kører Coolnvintage på maksimum ”produktion”, med cirka 10 biler gennem møllen om året. Ricardo Pessaoa var meget tydelig om, at han ikke ønskede at udvide. Det ville bare tage sjælen og passionen ud af projektet.
Så potentielle kunder må pænt stå i kø i over et år, inden de kan aflevere en Defender til opfriskning.
PS: Jeg håber, at du har nydt denne lille beretning og de flotte billeder, som er taget af Coolnvintage's egen husfotograf, som dokumenterer processen for ejerne, og fodrer firmaets Instragram konto. De mere primitive billeder er taget af mig, med min iPhone :-)
PPS: Vi elsker at dele vores oplevelser med dig, kære læser.
]]>
Første gang var hans runde 50-års fødselsdag, som skulle fejres med maner med ”drengene”, med tweedtøj, fuglejagt og whiskysmagning i Skotland, indkvarteret i et hus som lignede et slot, med tårn og hele molevitten. ”Det er sørme en god ven, du har der” sagde baronessen til mig, og jeg måtte give hende ret. Problemet var dengang, at jeg ikke havde noget tweedtøj, og der blev grinet venskabeligt af mig. Som jer der kender Godsejeren.dk ved, så er jeg virkeligt kommet efter det, med hensyn til at have adgang til tweedtøj :-)
("Vores hus)
Og nu rykkede den gode ven igen, med en ny invitation til den samme estate, den historiske Dunalastair, som ligger 30 minutter fra Pitlochry, lige i den sydlige udkant af Cairngorn nationalparken, som består af et væld af flotte bjerge og dale. Dunalastair ligger i en malerisk dal ved River Tummel, en lakseførende flod, som længere nedstrøms løber ud i den mægtige og berømte River Tay. Det oprindelige slot, Dunalastair House, fra 1860 er i dag en malerisk ruin, som i de hårde år i starten af det 20, århundrede ikke kunne holdes kørende af økonomiske årsager, og fik dødstødet da dets tag af bly (ja, bly) blev stjålet. Slottet forfaldt fuldstændigt, men når man besøger det kan man tydeligt fornemme fordums storhed, med tilgroede rododendron haver og overskuende en fantastisk lille dal, som i dag er estatens bedste fasansåt. Du kan læse mere om dette i en tidligere fortælling fra vores blog.
(Det gamle Dunalastair House - nu ruin)
Menuen på denne tur var såkaldt rough shooting med haglgevær og jagt på kronhinder og kalve med riffel. Rough shooting betyder her, at et mindre hold jægere vandrer igennem terrænet med en skotsk hundefører med en hurtig spanielhund til at opsnuse jagtbare fugle, og 2 labrador retreiver hunde til at opsamle skudte fugle. Det er til tider meget anstrengende, men også utrolig flot og spændende. Udsigterne oppe i højderne er vanvittigt flotte, og man skal hele tiden være klar til skud, hvis en fasan, en skovsneppe eller en partridge agerhøne pludselig flyver op foran dig.
Vi havde 3 rigtig dejlige dage med denne jagtform, hvor vi om aftenen spiste på en lokal pub, og nød (flere forskellige) whiskyer hjemme i vores eget lille slot.
Den sidste jagtdag var anderledes, da vi skulle endnu længere oppe i højlandet, denne gang med riffel og se om vi kunne nedlægge hundyr og kalve af kronhjorte. Der er i Skotland så mange kronhjorte, så man er nød til at holde bestanden nede med alle kræfter. Vi brugte også alle kræfter den dag, hvor vi gik i 2 hold, med hver sin skotske stalker skytte op i hver sit bjergområde. Det andet hold så anslået 300 dyr, men mit hold bare gik og gik, det meste af dagen uden at se noget som helst. Det var en superflot naturoplevelse, bevares, men når der tikkede sms’er ind med begejstrede meldinger, så blev vi lidt slukørede. Nuvel, på vej tilbage ned ad bjerget er der pludselig bingo, og jeg får nedlagt 2 hundyr med få sekunders mellemrum. Efter 11 kilometers bjergvandring….
Alt det sure var glemt, og tilbage står i dag mindet om en fantastisk uge i storslået natur og særdeles gemytligt selskab.
Tak Mik!
]]>
Turen bragte os forbi Amalienborg, hvor vi selvfølgelig tog flere runder omkring pladsens statue, og vinkede til de hujende og fotograferende turister, som uden tvivl fik sig en oplevelse ud over det sædvanlige.
Med i vores kortege var mænd og kvinder, unge og gamle, og sågar enkelte børn og en jagthund. Alle deltagerne havde virkelig givet den gas, med flotte outfits og kreationer. Der var gentlemen med plusfours, kvinder med store capes, en pige i sømandsuniform, en cirkusdirektør (tror vi) og sågar to mand i fuld militæruniform fra anden verdenskrig, med militærcykler og højt humør.
Halvvejs på ruten var der en lang picnic i klassisk engelsk stil med gin/tonic, champagne, fantastiske opdækninger med lysestager og tæpper. Der var klassiske engelske selskabsleje, såsom væltepeterræs, kast med tweed hat efter lokkeduer og konkurrencer om flotteste beklædning, hat, mest finurlige detalje og flotteste picnickurv.
Godsejeren var selvfølglig præmiesponsor med flotte Laguiole knivsæt.
Alt i alt en forrygende dag, som lagde kimen til en drøm om, at deltage i London Tweed Ride i foråret, og selvfølgelig deltagelse i næste års Copenhagen Tweed Ride.
]]>"Camønen er en 175 km lang rute, som bevæger sig rundt på øen Møn, ad små snørklede stier, markveje, strandbredder med videre, og som er markeret med små fine skilte på de steder, hvor man kunne komme i tvivl om retningen. Man kan købe et fint vandtæt kort i Stege’s turistkontor, og så kan man ellers springe på ruten, hvor man har lyst."
Vi valgte at prøve den i 2 dage, og parkerede i Klintholm Havn, spændte vandrestøvlerne på, knappede Lowe Alpine Aeom dagtursrygsækken på og begyndte turen. Vi havde ikke gået mere end et par hundrede meter, før en speciel og meget hyggelig stemning bredte sig imellem os. Følelsen af, at være på tur på en ny og langsom måde var dejlig, og da der ved første sving var et skilt til et plejehjem, ja, så var jargonen lagt: ”Det er da godt, at der ligger et plejehjem, for det får vi da brug for, når vi kommer tilbage hertil”, grinede godsejeren. Og så fortsatte baronessen i samme dur, og udbredte sig om, at så skulle der bygges et skydetårn på taget, så godsejeren kunne sidde og holde udkig med riflen, og få institutionsmaden bragt op med snoretræk.
Stemningen var lagt, og vi vandrede af sted med godt humør, og nød den flotte udsigt over markerne og havet som glimtede i solskinnet. Møn er meget smuk, og afvekslende med bakker, bølgende marker, småskove og et rigt dyreliv. Vi hørte nattergale flere gange undervejs (vi troede kun, at de sang om natten, men nu ved vi bedre). Deres sang er jo ualmindelig smuk, det er desværre bare sjældent at vi hører dem. På et tidspunkt fløj en rovfugl forbi på cirka 10 meters afstand, medens den helt uforstyrret af os, kiggede efter gnavere på marken. Aldrig har vi været så tæt på en rovfugl, som er på arbejde. Vi hilste på nogle flotte heste, som var meget interesseret i, at få noget frisk græs.
Efter noget tid kom vi til Møns Klint, og ruten bragte os ned på stranden, hvilket som sådan er nemt nok. Det svære er, når man skal op igen, og det skulle vi efter et par kilometer i vandkanten med de flotte rullesten.
Op igen måtte vi, og svært pustende kom vi op til kanten, hvor vi mødte en afspærring, fordi der var ynglende vandrefalke. Vi kom sikkert rundt om afspærringen og fandt et fantastisk udsigtspunkt, hvor vi kunne sidde og spise aftensmad, som bestod af Trek'n Eat frysetørret mad, som lynhurtigt blev tilberedt med kogt vand fra vores Jetboil lynkoger. Alt mad smager himmelsk, når man er i naturen.
Godt tilfredse fortsatte vi, langs med kysten i den flotteste bøgeskov, med lejlighedsvise kig udover flotte græsklædte dalpartier. Vi kom til Liselund Slot, som er ejet af staten og har en ualmindelig flot park. Den er absolut et besøg værd for haveinteresserede.
Det var ved at blive skumring, og tid at finde et sted at sove. Vi var af sted i maj, og troede, at det ville være nemt, at finde et bed & breakfast. Men nej, vi ringede til samtlige på ruten foran os, og de var alle optaget. Vi var lige ved at gå i survival-mode, da der endelig var bid. En gård lidt uden for ruten havde plads, og vi gik glade derhen. Det blev altså en meget romantisk ankomst, idet vi så en ugle på jagt tæt på os, medens solen gik ned lige foran os. Og gårdens hund kom os løbende i møde ude på vejen. Det var altså bare mega-hyggeligt. Vi fik anvist vores lille lejlighed, og tiltusket os en flaske rødvin. Vi var ærlig talt drøntrætte, og faldt hurtigt i søvn til nattergalens sang ude i haven.
Næste morgen var det af sted igen på lette fjed, og formiddagen bragte os igen ned langs stranden og tilbage ind i land ad små veje, gennem små byer med dejlige is-stop og det obligatoriske møde med en, som godsejeren kender.
"Det er nærmest 100% sikkert, at godsejeren støder på en bekendt, uanset hvor turen går hen i verden. For år tilbage gik turen til Filippinerne og efter en lang, lang rejse med fly, bil og båd, ankommer vi til en ø i en gummibåd, og inde på stranden stod Finn fra Tune. Syret oplevelse."
Nå, men efter at have hilst og snakket, så fortsætter vi vandringen, som nu går tværs over øen, for at komme tilbage til bilen. Vi kan godt mærke at vi har gået i 2 dage, og begynder at fantasere om en stor fiskefilet med det hele, som man kan få oppe ved Nyord.
Hen på eftermiddagen når vi tilbage til Klintholm Havn, hvor vi møder en meget entusiastisk burgerbar ejer, som lige har slået dørene op, og havde store ambitioner med burgerproduktionen. Han kunne dog ikke starte den op endnu, da han havde pådraget sig en mindre skade, som lige skulle på plads. Men 2 store is fik vi da, og en lang historie med på vejen.
Turen sluttede med, at vi kørte til Nyord, som er en lille ø, forbundet med Møn med en bro, og hvor man kører igennem et stort fuglereservat. Fiskefileten var god, og vi syntes den var velfortjent. Der er igen tvivl om, at vi skal vandre på Møn igen. Vi må bare huske at bestille overnatning i forvejen denne gang.
Disclaimer: Vi ejer ingen aktier i firmaer på Møn, og ingen har betalt os for at komme. Vi syntes simpelthen bare, at det var en god ide :-)
]]>
Optakten var, at jeg måske har set en ulv på en jagt i Sverige for nogle år tilbage, men jeg er ikke sikker, og det har i mange år været en drøm for mig, at se ulv i den vilde natur. Det var den primære drivkraft for denne tur. Men også den romantiske forestilling om Montana og Wyoming, med rigtige cowboys og indianere, har næret drømmen. Smag på navnene ”Wyoming” og ”Montana” og du får sikkert de samme billeder i dit hoved. Og jeg var nu taget af sted, med masser af formaninger fra baronessen, om at være forsigtig og passe på. Mere om det senere…
Turen tog 6 timer, først igennem Utah’s lidt ørkenagtige landskab, skiftende over til klassisk amerikansk landbrugsland i Idaho. Jeg havde været så heldig, at kunne få opgraderet min standard firehjulstrækker til en premium model for 10 dollars ekstra. Det viste sig at være en GMC Yukon, en bil jeg har kigget langt efter på mine ture i USA. Den er intet mindre end monsterstor og superkomfortabel til lange ture.
Undervejs var jeg inde og handle den obligatoriske bjørnespray hos Sportsmans Warehouse, som er et slaraffenland for jægere, fiskere og ”outdoorsmen” i al almindelighed. De har flotte, kæmpestore jagttrofæer i form af elge, bjerggeder, den særlige elk hjort, som minder om kronhjort, bjørne og andre lovligt nedlagte dyr, hvis bestand reguleres stramt af staternes vildtforvaltninger. Der er et kæmpe udvalg af våben, og der hopper kæden af for mig, fordi det er stadig muligt at købe semiautomatiske våben, som er designet til krigsbrug. Stop det, USA!
Bjørnespray er en slags kraftig peberspray, som kan sprøjte peberstøv ud på en afstand af 4-5 meter. Den skal man altid have på sig, klar til at trække (som en pistol), ifald man bliver angrebet af en bjørn. (Jeg havde også en sådan, som fast tilbehør på min tur i Alaska, for et par år siden). Der er dog ikke nogen 100% garanti for, at det stopper en bjørn, står der betryggende på emballagen….
Nå, men jeg kører videre, og da jeg kommer til den flotte indgangsportal til Yellowstone nationalparken, som er bygget af kraftig tømmer i bedste nybyggerstil, bliver jeg budt velkommen af en park ranger. Han giver mig de seneste dessiner om udfordringer på veje og stier, i form af mudderskred, afspærrede områder på grund af ekstra bjørneaktivitet og en formaning om, at køre forsigtigt, da bisonokserne er meget mobile i denne periode. Et godt råd, da jeg 10 minutter senere må stoppe for en flok på omkring 30-40 bisoner, som ganske astadigt er på vej midt på vejen, og som bestemt ikke har travlt med, at trække ud til siden. I flokken var der en del nyfødte kalve, og de var bare så nuttede. Naturfesten er begyndt!
Jeg skal den aften tværs over parken, til øst-indgangen, hvor jeg har booket overnatning i en tømmerhytte, et par kilometer uden for parkens grænse. Det blev en køretur på omkring 100 kilometer! Ja, det er en meget stor nationalpark, som er særlig kendt for sine gejsere, bisonokser og nu også ulve, som er blevet genudsat for omkring 10 år siden. Den centrale del af parken er faktisk et enormt vulkansk center, en såkaldt caldera, som eksploderede for flere tusind år siden, og dannede et gigantisk krater. Det er derfor, at der er så stor seismisk og geotermisk aktivitet i området.
Undervejs stoppede jeg ved en kæmpestor eng, hvor det løb en mindre flod igennem, og hvor bisonokser græssede i et utroligt flot aftenlys, med små vulkanske huller her og der, som spyede damp op i en jævn strøm. Det var virkelig flot, og medens jeg nød synet, kom der pludselig 2 unge elk hjorte løbende ind på arenaen for fuld fart. Jeg tænkte straks, at de måtte været blevet jaget af nogle spændende rovdyr, men det gik snart op for mig, at de bare var irriteret af insekter, fordi hjortene løb direkte ned i floden og lavede nogle gevaldige badutspring. Alarmen afblæst, men sjovt at se.
På aftenens tur, fik jeg en smagsprøve på parkens flotte og meget alsidige natur, og var undervejs forbi Hayden Valley, som jeg havde udset mig som et sted, med særlig stor chance for, at se grizzlybjørne og ulve, som var turens hovedformål. Jeg stod en stund og spottede med min kikkert, men så ingen rovdyr.
Noget efter mørkets frembrud, kom jeg endelig frem til bjælkehytten, som var indrettet i ægte westernstil, med bordlamper lavet af cowboystøvler og møbler af kraftigt træværk. Jeg faldt i søvn, udmattet, men godt tilfreds med den første dag af eventyret.
Jeg vågnede næste morgen ved daggry, cirka halv seks, og sprang ud af sengen, fordi jeg havde fået at vide, at der var bedst chance for, at se dyreaktivitet tidlig morgen og sen aften. Jeg kørte ind i parken og op mod den nordlige ende, hvor Lamar Valley ligger. Denne dal har på denne tid af året den tætteste bestand af bisonokser, som føder deres kalve på de føderige engarealer langs med floden, som løber igennem dalen.
Men inden jeg kom derop, så var jeg lige inde og vende ved Artist Point, som er der, hvor man kan se Yellowstone Rivers betagende vandfald, som du sikker har set i film og på billeder. Det var i sandhed et fantastisk skue, og vandet fosser derfra videre ned igennem en meget dyb kløft, med flotte klippeformationer.
Turen til Hayden Valley varede længere end jeg havde regnet med, men da jeg endelig kom frem gennem et snævert pas, så åbnede dalen sig op for mig, med det smukkeste syn langt, langt frem. Bjergene som omkranser dalen, er frodige med fyr og asp, med åbne græsarealer ind imellem og der er flere tinder med sne på toppen. Der er bisonokser i store grupper, så langt øjet rækker, og ind imellem går der pronghorn gaffelbukke og elk hjorte. Et paradis på jord. Og det synes rovdyrene også, fordi de har fået smag for de mange små bisonkalve, der er blevet født den seneste tid.
Og ganske rigtigt, kort efter ser jeg i vejsiden et par gutter, stående med kraftige kikkerter, og observere op af en bakkekam, på den anden side af floden. Jeg spørger dem, hvad de kigger efter, og de svarer, at det en grizzly bjørn hun med 2 unger, som lige er forsvundet ind i en gruppe træer. Jeg bliver selvfølgelig helt vild, og hiver min kikkert og mit (eller nærmere vores søn Karls) spejlreflekskamera frem. Jeg bliver stående i en ti minutters tid, og pludselig dukker bjørnene op, uventet, et helt andet sted længere henne af bakkekammen. De spurter rent faktisk ned af skråningen, mere eller mindre i min retning. Men ikke for at spise mig, men faktisk for at tage et bad i floden. Det er nemlig blevet meget varmt op af dagen, med strålende solskin. Og hvem vil ikke tage en dukkert, når lejligheden byder? Ungerne, som er fra sidste år, slås også indbyrdes, og flere gange står de op på bagbenene. Jeg har nogle ret gode videosekvenser af disse hændelser, da kameraet har en kraftig telelinse. Da badeseancen er slut, lunter de stille og roligt langs floden, og forsvinder i et krat. Fed oplevelse. Se videoen her:
Apropos kamera, så har jeg taget cirka et tons billeder af bisonokser, pronghorn gaffelbukke, elk hjorte, hvide bjerggeder, gæs, ænder og ja, saftsusemig også nogle ulve! Se et udvalg af disse billeder nederst på denne side.
Ulvene: Det viste sig, at de 2 førnævnte bjørnespottere kunne fortælle mig, at Slough Creek, lige udenfor Lamar Valley husede en lille ulvefamilie med 5-6 unger. Jeg blev selvfølgelig fyr og flamme, og ræsede af sted. Fremme ved Slough Creek, var der nogle andre spottere, som kunne udpege ulvehulen oppe på en bjergside, ret langt væk. Jeg stirrede og stirrede, men kunne ikke se nogle ulve. Men pludselig dukkede en ulv op med lys pels, og løb hen til hulen. Og kort kom en sort ulv også hulen. Dette var hannen, og den fik åbenbart færten af den elk hjort, som gik og græssede nedenfor hulen. Ulven løb efter elken, som fik benene på nakken og de forsvandt begge bag en bakkekam. Selvom jeg så alt dette på rimelig lang afstand, var det alligevel en stor og bevægende oplevelse, endelig at se ulve i det fri. Der skete senere det fantastiske, at da jeg kommer hjem og ser videooptagelserne igennem, så ER der nogle klip hvor man faktisk kan se ulveungerne tonse rundt omkring hulen. Kan du forestille dig, hvor glad jeg blev, da jeg så dem? Du kan se disse filmklip på godsejerens Youtube kanal her.
Efter denne dejlige oplevelse, kørte jeg ud til mit næste overnatningssted i Cook City, ved nationalparkens nordøstlige gate, som ligger i staten Montana. (Ja, Yellowstone parken ligger både i Idaho, Montana og Wyoming). Der var igen tale om en ægte westernby, med en ægte saloon, som jeg var inde og tjekke ud (og drikke whisky og øl og høre countrymusik, uden at få tæsk af de lokale). Den hed Miners Saloon, der hang geværer på væggene, og bartenderen skulede en anelse olmt på mig. Men det gik fint, og jeg tørnede, efter lidt øl og mad, ind for en god nats søvn.
Næste morgen røg jeg igen tidligt ud af fjerene, og kørte ind i Yellowstone igen.
Jeg var nu blevet lidt mere modig, og på trods af, det blev anbefalet, at man kun gik ud i terrænet i grupper på mindst 3 på grund af bjørnefaren, så gik jeg en lille tur, for at se en særlig flot lukket del af dalen, som jeg havde bemærket dagen før. Det foregik selvklart med langsomme skridt, hvor jeg konstant spejdede til alle sider. Dagen før havde der stået en kæmpe bisontyr på den eng jeg gik på, og den skulle jeg heller ikke bumpe ind i . Men jeg fik set bunden af dalen, og taget et par billeder, inden jeg gik tilbage mod bilen. Men da jeg kom tilbage til vejen, så holdt der 3 biler stille, og jeg kunne se, at folkene indeni kiggede på noget, på den anden side af vejen. Mit hjerte stoppede næsten, af skræk for, at det skulle være et dyr, som kunne give mig problemer. Med et godt tag i min bjørnespray, gik jeg frem til min bil. Det viste sig at være en coyote, en prærieulv, som gik og snusede, lige bag min bil. Jeg var ikke bange for den, men jeg har senere fået at vide, at de godt kan finde på, at gå til angreb.
Men jeg fik nogle billeder og en videosekvens af den.
Og nu er det så, at turens klimaks udfolder sig. Fordi efter at have spottet med kikkert flere steder i dalen, ser jeg pludselig et stort mørkt dyr, som jeg først tror, er en bison. Men jeg kan se, at den bevæger sig anderledes, og det går op for mig, at det er en grizzlybjørn. Jeg står og holder øje med den, og ser og filmer, at den bevæger sig ned til og langs med floden. jeg skifter position, for at kunne følge bjørnen, og da jeg har skiftet position endnu engang, sker der pludselig det, at den krydser floden, og løber direkte op mod mig. ”Damnit, hvor er min bjørnespray??” når jeg at tænke, inden bjørnen igen skifter retning og passerer forbi mig på ca. 150 meters afstand, henover vejen, hvor der nu er stoppet en hel del biler, fordi de har set bjørnen. Den forsvinder ud af syne, men pludselig dukker den op igen, 200 meter bag mig. Den har stadig fuld fart på, men er på vej væk fra mig, og forsvinder op i en kløft. Jeg har lavet en lille film, hvor du kan se denne spændende hændelse. Se den her.
Min tid var ved at være udløbet, da jeg skulle tilbage til Salt Lake City og flyve videre. Jeg kørte sydpå, igennem den nærliggende Grand Teton National Park, som er næsten lige så smuk som Yellowstone, og videre ned igennem Jackson Hole i Wyoming, en kæmpe bred dal, hvor cowboylivet udfolder sig til fulde. På et tidspunkt undervejs, stod der pludselig en cowboy til hest midt på vejen, og spærrede trafikken, fordi en gruppe turistryttere skulle over vejen. Et vidunderligt syn, og et af de bedste billeder, jeg nogensinde har taget. (Synes jeg selv). Selve byen Jackson er meget populær, men er blevet noget ”turistet”, hvis du spørger mig.
Nuvel, turen endte, efter i alt 1100 miles, tilbage i Salt Lake, og jeg vil altid tænke med taknemmelighed tilbage på de 2 skønne dage i Yellowstone National Park.
På turen medbragte jeg følgende fra Godsejeren’s katalog:
LOWE ALPINE AEON 27 DAGTURS RYGSÆK
CROOTS VINTAGE DUFFLE HOLDALL, KANVAS, OLIVEN
HOGGS OF FIFE FIELDPRO SOFTSHELL JAKKE
OPINEL N'08 FOLDEKNIV, OLIVENTRÆ (Den tabte jeg desværre undervejs, men så er det godt, at den kun koster 149 kr.)
Og så havde jeg, til billeder og video, et Canon EOS 650D spejlreflekskamera med (lige lovlig lille) 55-250mm linse, et lille Sony DSSC-WX350 lommekamera med ret godt 20x optisk zoom og mit iPhone 7 kamera. Samt et Vanguard kamerastativ (vigtigt ved optagelser på lange afstande).
Jeg håber, at denne beretning kan inspirere og i det mindste underholde hjemme i stuen, og sætte gang i fantasier og drømme. Tak fordi du læste med.
]]>
Næ, vi blev bare ærgerlige over at erfare, at det engang så prægtige Pantheon tempel på Akropolis blev smadret, fordi de tyrkiske ottomaner i 1687 havde etableret et krudtlager i templet under krigen mod bystaten Venedig. En velrettet bombe affyret af en kanon fra general Francesco Morosini styrker, fik hele templet til at eksplodere.
Tænk, at have overlevet siden år 432 før Kristi fødsel, og så blive smadret pga. en krig mellem 2 parter, som reelt ikke havde noget at gøre i byen. Men hvis du kommer forbi Akropolis, så kommer her et tip: Besøg også Akropolis museet for foden af bjerget, hvor man kan se eksempler på, det kæmpe arbejde med at restaurere templerne.
Vi blev også imponeret over, at høre historien om, hvorledes marathonløbet blev til: I år 490 før Kristi fødsel blev kuréren Philippides, sendt til Sparta fra Athen for at hente hjælp, fordi perserne var gået i land ved Marathon. Han løb 240 km. på halvanden dag. Efter grækerne vandt slaget blev Philippides igen sendt af sted, denne gang de 40 km. til Athen med gode nyheder. Ved ankomsten var han udmattet, men nåede at råbe ”Vi har vundet”, hvorefter han faldt død om. Tip nr. 2: Hvis du har dit liv kært, så bliv ikke kurér…
]]>
Deer Hunter reporting: Til jer som har fulgt min lille mini- føljeton fra jagten i Letland: Jeg har ikke skudt noget, men haft dejlige oplevelser. Jeg var i går aftes vidne til, at en kronhjort lærte at brøle, eller med andre ord, at en dreng blev til en mand!
Jeg sad på min ynglingsplads, oppe i den gamle eg, lige på grænsen til Letlands største nationalpark (som er et rent skov-vildnis med adgang forbudt). Det var blevet aften, og da begyndte den største koncert af hjortebrøl, som jeg nogensinde har hørt. Forestil jer, at der kan høres adskillige hjorte på 150-200 kg, som brøler af al kraft, så det runger helt nede fra røvhullet, så at sige. Vildt...
Nå, men på min eng var der ingen brøl, men da lyset langsomt forsvandt og mosekonen begyndte at brygge, dukkede en ung hjort op, og begyndte at gøre kur til en hind (hundyr). De forsvandt i tågen, og jeg så kun hjorten (hannen) i 30 sekunder, men han var en statelig ung fyr med 8-10 takker på geviret. Flot, flot syn, da han dukkede op i tågen.
Kort efter hørte jeg så, et lettere forkølet lille brøl fra ham: "grauu grauu". Så gik der et par minutter, og så kom der et "graugggh grauuaggh". Og efter et par minutter kom det rigtige brøl: "brraaauuaaaahhghgg brau bau buuaaaaaa". Helt klart første gang han prøvede det.
Ja, som I kan forestille jer, så var det nok den store forløsning for den unge han-hjort, og kun fantasien kan sætte grænser for, hvad han gjorde med skjoldmøen ude på engen, godt dækket af tåge.
Kongefed oplevelse, kun forundt den heldige.
Jeg føler mig heldig, meget heldig. Og prøver at dele det lidt med jer.
Godnat, og sov godt.
PS: Giver det mening, eller er det sort snak?
Men det skulle hurtigt ændre sig.
]]>Vi er vant til Frankrigs lidt rustikke charme og det kom som en meget stor overraskelse for godsejeren, da baronessen efter ganske kort tid i centrum af byen udbrød ”Det var dog den flotteste by, som jeg nogensinde har set!!”
”Prøv at se alle husene. De er alle i samme farve! Selv vejskiltene er flotte og farveafstemte!”
Godsejeren så rundt på bygningerne, og måtte endnu engang sande, at baronessen virkelig er en æstetiker.
Efter et besøg i en Aigle butik, pegede baronessen endnu engang på vejskiltene og sagde, at de havde samme farve som de Aigle børnegummistøvler, vi lige havde kigget på.
Da vi passerede en gammeldags karrusel, påpegede fruen, at selv den var afstemt i farverne, og her fremkom hende dybfølte ønske om, at købe hele midtbyen og tage den med hjem.
Efter at have talt med bankrådgiveren derhjemme, kom hun dog på bedre tanker, og vi kunne fortsætte vores rejse.
]]>Vil du vide hvad en dobbeltmanchet er på en strømpe, så læs videre.
]]>Der er tale om jagtsokker i bedste kvalitet, som produceres efter helt unikke principper, som typisk tager dobbelt så lang tid, som for almindelige lange sokker. En kombination af gammeldags håndstrikning og moderne vævemaskineri frembringer disse flotte sokker som holder i mange år.
Alle Pennine sokker har dobbeltmanchet (*), et skaft med større bredde-elasticitet og pasform i læggen, en formstrikket hæl og en sømløs, håndaflukket tå, som giver stor komfort. Ekstra slidstyrke og toptunet holdbarhed i marken sikres ved, at både hæl og tå er diskret forstærket med fine, stærke nylonfibre.
(* Dobbeltmanchet er lige som skjorter, hvor manchetten har dobbeltbredde og skal foldes opad. Med sokken foldes ’manchetten’ nedad, så de kan foldes ned over toppen af en jagtstøvle.)
Når de er færdigstrikkede, bliver sokkerne skrubbevasket for at fjerne uønskede olier og voks fra garnet, hvorefter de underkastes en række strenge prøver for farveafsmitning, krympning ved vask, fnuller-dannelse, stabilitet og slidstyrke.
Sokkerne bliver herefter tørret, trukket på en træform og lagt i et dampkammer for derved at blive formet og presset til den korrekte størrelse og pasform. Endelig bliver de visuelt tjekket og håndkontrolleret for at sikre, at hver eneste sok lever op til Pennines strenge standarder. Kun derefter må de sendes ud til kunden.
Her er en lille fin video fra deres produktion:
Firmaet Pennine fra Nottingham i Storbritannien har fokuseret på at producere strømper i mere end 165 år, og har undervejs været leverandør til det engelske forsvar under begge verdenskrige og fremefter.
I de senere år har de specialiseret sig i at lave flotte jagtstrømper, som jo er meget traditionelt stærkt forankret i det engelske landliv.
Firmaet grundlagdes i 1850 af mrs. Sarah Bamkin, som købte sokker i Nottingham, fik lokale minearbejderkoner til at brodere på dem, for så sidenhen at sælge dem igen, med fortjeneste i Nottingham. I løbet af få år havde hun tjent nok til at kunne købe egne maskiner og starte egenproduktion af sokker. Se, det er entreprenørskab i en nøddeskal!
I dag er Pennine fortsat en familiedrevet virksomhed, med de samme værdier som inspirerede Sarah Bamkin. Firmaet beskæftiger fortsat traditionelle strikkere, samlere og trimmere og anvender teknikker, som er videreført igennem generationer, for at sikre sit ry for at lave de bedste country- og jagtsokker.
]]>Det hele startede med, at godsejeren ikke kunne finde datterens flybillet til Barcelona, hvor familien skulle mødes. Og det udløste en fælles fantasi om, hvilket flyselskab det nu var, som han havde bestilt hos.
Da datteren endelig selv fandt billetten, var det et lavprisselskab, som hun ikke kendte.
Og så startede ping-pongen om, hvorfor billetten var så billig: Der var ikke kuffert inkluderet, fordi der ikke var baggagerum i flyet, fordi de var allokeret til rejsende. Og det var ekstra billigt, fordi flyet ville nødlande på vandet ud for Barcelona, og dermed spare lufthavnsafgiften. Man skulle betale for et sæde, og alternativet var, at stå op, og holde fast i poledance pæle bagerst i flyet. Hvis man kunne underholde de andre rejsende med et poledanceshow, ville det udløse en værdikupon til næste rejse.
Og vi fortsatte: Ved afgang fra København fik man udleveret en gul vest, fordi man selv skulle gå ud til startbanen, og nogle af passagerne skulle skubbe flyet derud. Når man passerede en landingsbane, skulle man se sig godt for, fordi ankommende fly ikke holdt tilbage.
Når flyet endelig nødlandede ud for Barcelona, ville lystfiskebåde ejet af flyselskabet komme ud, og starte fiskeri efter de hajer, som kredsede om de svømmende passagerer. Endnu en indtægt, som kunne få flybillettens pris ned.
Baronessen spurgte: ”Hvornår lander du, datterlil?” Datteren svarede fromt: ”Det kommer an på, hvor lang tid det tager mig at svømme i land.....”
Godsejeren, gnier-faderen som havde købt den billige billet, tilbød selvfølgelig storsindet til sidst i samtalen, at vente inde ved havnen i Barcelona med et håndklæde….
PS: Fedt at tude af grin med sin datter, en regnvåd søndag morgen. :-)
]]>Da jeg var dreng, fiskede jeg rigtig meget i lokale søer og moser, og investerede sågar i en Puch Maxi knallert, så jeg kunne udvide min aktionsradius. Fiske, fiske, fiske, fiske, fiske.... Det var en stor hobby, som fulgte mig op igennem årene.
Jeg er typen, som sætter mig grundigt ind i sagerne, så jeg læste alle bøger om emnet. Og fiskebladene blev læst igen og igen. En af de skribenter som virkelig fik fat i mig, var Berlingske Tidense's Børge Munk Jensen, også kaldet "Munken" dengang. Han skrev ganske levende, blandt om sine ture til den navnkundige lakseelv Namsen i Norge. Mange historier blev det til, hvor min fantasi arbejdede på højtryk, og jeg drømte om at fange en kæmpe laks med fluestang.
(Fluen kastes ud på Løkas Vald i Gaula-elven)
Drømmen har fulgt mig gennem årene, og jeg har fisket en del i lakseførende floder og elve. Men uden den store succes. Faktisk blev kun til én laks i River Tay i Skotland, for 15 år siden. Ellers intet. Indtil sidste år, hvor gik der huld på bylden, med over 60 laks fanget i Alaska.
Men "rigtigt" laksefiskeri, efter atlantisk laks i en norsk elv - er det ikke blevet til, før nu.
Jeg fik nemlig chancen for, at tage til Trondhjem i midt-Norge og det er lige midt i lakseland. Fordi der løber elvene Orkla, Gaula og Nideelven ud i havet, næsten ved siden af hinanden.
Og i juni måned og resten af sommeren begynder det at vælte op med laks i elvene. Så min timing var god, og jeg havde fiskegrejet med: En kæmpe 2-hånds laksefluestang, vaders, oilskinsjakke og oilskinskasket. Og en samling bedagede fluer, dog med sylespidse kroge.
Jeg fik løst fiskekort til Løkås Vald, på den nederste strækning af elven Gaula, nedstrøms Gaulfossen. Og mit fiskeri skulle starte kl. 24 (Højt mod nord bliver det aldrig helt mørkt om sommeren).
Jeg havde mødt den fiskeriansvarlige tidligere på aftenen, og han kom over til min bil, hvor jeg sad og arbejdede med min computer, medens jeg ventede på midnat. Han sagde, at jeg gerne måtte begynde at fiske med det samme, og jeg brugte et kvarter på, at blive færdig med computeren. I dette korte tidsrum kom der en fisker ned til elven, og da jeg steg ud af bilen, kom han op fra bredden, bærende på en fin laks! Efter 10 kast havde han fået hug, og landede laksen på egen hånd.
(Den lykkelige fisker, som hev en laks op, lige før jeg begyndte at fiske.)
Jeg blev jo fuldstændig fyr og flamme, lykønskede manden og tog billeder, og skyndte mig at iføre mig mit grej. Ned til elven, ud i vandet og i gang med at fiske. Jeg så laks i bevægelse i overfladen flere gange, så jeg vidste, at der var gang i sagerne.
Og efter cirka 20 minutter, var der pludselig bid. Jeg må indrømme, at jeg blev fuldstændig ekstatisk og brølede "yiiihaaaaa" ud over floden, selvom jeg var helt alene. Laksen huggede i en strømrende, og ruskede vildt. Det var en ganske ubeskrivelig følelse: At min drøm gik i opfyldelse efter alle disse år. Min 14 fods stang bøjede sig ærbødigt for presset fra fisken, medens lykkefølelser brusede gennem min krop.
Da jeg stod ude i ret kraftig strøm, bevægede jeg mig længere ind mod bredden. Og her dummede jeg mig, idet min uopmærksomhed gjorde, at jeg ikke så, at laksen lagde an til spring. Når en laks springer over vandoverfladen, skal man sænke sin stang, for at modvirke presset på linen og dermed fluekrogen. Jeg så over skulderen, at laksen sprang i en retning og fluen fløj i en anden retning. Kampen var ovre, og laksen havde taget stikket hjem.
Det hele varede et minut, og det skulle vise sig, at blive den eneste gang på turen, at jeg havde bid. Men lykkefølelsen og billedet af den springende laks vil nok sidde i mig for evigt.
]]>
Godsejeren havde på en tidligere tur i London, set en spændende butik igennem et taxavindue og noteret stedet på Google Maps. Det viste sig at være James Smith & Sons, Londons ældste leverandør af paraplyer og stokke til gentlemen, adelsfruer og andet godtfolk.
Nu stod vi igen foran butikken i New Oxford Street, som står i victoriansk stil, ganske som da den åbnede i 1857. Virksomheden startede helt tilbage i 1830, men som alle succesfulde virksomheder, så måtte de flytte til en større butik.
Vel inde i butikken, mødes man af uanede mængder af paraplyer og stokke, med de flotteste udskæringer og krummelyrer, og personalet tager imod med høflighed og elegance. Vi så hurtigt, at her tages det meget seriøst, når man skal udvælge sig sin nye paraply, som jo skal være med til at udstråle, hvem man er, i mange år frem. I de gode gamle dage, kunne en gentleman ikke gå uden for en dør, uden en stok eller paraply, og ligesom valg af bil eller jakkesæt, kunne dette sende vigtige signaler. I dag er det nok lidt mere afslappet, men det var en dejlig oplevelse at se, hvorledes håndværksmæssig tradition gennemsyrede alt, hvad de lavede.
Vi kiggede nærmere på paraplyerne, og godsejerens kærlighed faldt på en model, som er lavet som en stok, det vil sige med træ hele vejen fra håndtaget og til spidsen. Den var monteret med sort bomuldsstof og havde en utrolig dejlig gang, når den blev foldet ud og ind. Spidsen kunne forkortes, så den passede nøjagtigt til brugerens højde. Da dette var bestemt, røg paraplyen ned i kælderen, hvor den blev færdiggjort med en metalspids. En lille klokke ringede, som tegn til den flinke sælger Arnold, om at godsejerens paraply var færdig.
Handlen blev afsluttet, og godsejeren måtte gribe lidt dybt til foret. Men sådan er det med kvalitet. En gedigen og flot paraply, som kan gå i arv, kom med hjem til Danmark.
Mere om denne Englands-tur i næste blogindlæg.
]]>Scenen udspillede sig i weekenden i parken ved slottet Highclere Castle i West Berkshire, England, hvor vi havde trodset skiltningen ved porten, som annoncerede, at parken og slottet var lukket i vintersæsonen.
Highclere er blevet kendt som slottet, hvor TV-serien Downton Abbey er optaget, og det er nok derfor, at der var ekstra sikkerhed og nultolerance for ubudne gæster.
(Highclere Castle)
Vi vendte bilen og kørte tilbage mod porten, og der var ingen tvivl om, at der var alarmeret om vores ”indtrængen”, fordi 2 Landrovere kom nu kørende mod os i fuld fart. Vi lod som ingenting, og passerede dem med et lille vink og en svedperle på læben. Vel ude af området sagde baronessen ”nå, der gik vi nok over stregen”. Men jeg var blevet lidt forbandet over, at vi havde kørt i over en time, for så at ankomme til et lukket slot. Så fanden havde taget ved mig, da jeg fortsatte forbi advarselsskiltene.
Baronessen og jeg var på weekendtur i England, for at besøge The British Shooting Show, og brugte efterfølgende et par dage på et lille road-trip, hvor vi besøgte flotte estates, beboet af hertuger og jarler.
(Blenheim Palace)
Vi havde en fantastisk oplevelse på Blenheim Palace, som er et formidabelt slot beboet af den 12. hertug af Marlborough. Dog vist kun i jagtsæsonen, som til gengæld så ud til, at fylde en del i familiens hverdag. Vi fik en guidet tur gennem familiens private gemakker, og det var meget spændende at opleve, hvorledes hverdagen forløber, når man bor i et hjem indrettet med antikviteter, som man har en naturlig forpligtelse til at bevare. Interessant var det, at en tidligere hertug havde set sig nødsaget til, at gifte sig med en styrtende rig amerikaner, fra den kendte Vanderbilt familie. Hendes penge blev brugt til at få slottet på fode, efter nogle magre generationer. Blenheim er for øvrigt Winston Churchills fødested, og en fin udstilling fortæller om ham og hans liv.
Førstnævnte Highclere Castle ejes af den 8. Jarl af Carnarvon, George Herbert som er gift med Fiona J. M. Aitken, nu Lady Carnarvon. Fruen var i øvrigt så venlig, at holde tilbage for os i sin Range Rover, uvidende om at vi øjeblikket efter ville “trænge” ind på hendes enemærker.
(Woburn Abbey)
Til slut kørte vi til Woburn Abbey, som allerede i 1145 blev et Cisterciansk abbedi. Men da kirkens indflydelse blev stækket af Kong Henry VIII, overdrog han i 1547 ejendommen til den 1. hertug af Bedford, John Russel, forfader til Andrew Russel, den nuværende 15. hertug af Bedford. For at det ikke skal være løgn, så viste det sidste slot sig OGSÅ at være lukket for sæsonen. Dårlig planlægning, men en alletiders undskyldning for at komme igen. :-)
]]>
Nyd dette første flatlay billede, og se længere nede på siden flere detaljer om produkterne. Flere flatlay billeder kommer i den kommende tid.
"Nå, hvordan finder jeg så disse dejligheder i jeres webbutik?", tænker du nok lige nu. Dette har vi forudset, og derfor ser hermed du samme billede med numre, og med varenavn og link nedenunder billedet.
1. Croots Camouflage Laptop Bag
6. Otter Mercator kniv, messing
7. Walker & Hawkes tweed sixpence, mørk grøn
9. Aigle Parcours 2 Vario, brun
]]>