Musvågen cruiser over trætoppene, på udkig efter aftensmad, i det flotteste lysskær på himlen, og med solens stråler på sine vinger.
Godsejeren er på jagt i Letland, som er lidt længere fremme i sæsonen på grund af fastlandsklimaet og den lidt nordligere placering. Læs hans beretning her.
Landskabet i området hvor jeg er på jagt, varierer med enge med høslæt, omkranset af skovpartier, og med begrænset landbrugsdrift. Enkelte køer står tøjret for dagen, her og der. Der er lave bakker, som typisk er skovklædte, og mindre vandløb skærer furer i landskabet. Det er en fryd for øjet og sindet.
Der er utrolig mange æbletræer på egnen, og de bugner med æbler i alskens farver. Det varer ikke længe, før de skal høstes af de lokale landmænd og -kvinder. Men dyrene høster af dem allerede, og kronhjortene guffer saft og kraft i sig under træerne.
Temperaturen er røget under 20 grader om dagen, og er nede på 2-6 grader om natten. Dette igangsætter kronhjortenes brunsttid, og der brøles lystigt i skovkanter og enge tidligt om morgenen og sent om aftenen. Om dagen opholder de sig inde i de dybe skove, som bogstaveligt talt er dybe, med slugter og raviner og de er svært ufremkommelige for mennesker.
Denne ufremkommelighed i skovområderne sætter fantasien på spil hos mig, særligt i dette område, som grænser op til kernen i Letlands største nationalpark, Gauja Nacionàlajà Parkà, hvor der er adgang forbudt for mennesker. Jeg kan høre voldsomme brøl inde fra skoven, som lyder som en skovtrold, der er godt gal i skralden. ”En dag kommer der måske en rigtig trold ud fra skoven?”, tænkte jeg. Men det er "bare" kronhjorte, som gør opmærksom på sig selv.
Nogle aftener var der kraftigt lysende måneskin fra fuldmånen, og det gør det ekstra spændende, at sidde ude ved de skovomkransede enge, med en lysstærk kikkert og følge med i hjortenes parringsritualer. Mødes 2 hjortehanner på pladsen, vurderer de hinandens størrelse på brølenes styrke, og er den ene en større operasanger end den anden, så fortrækker den mindre klogeligt. Matcher de hinanden på lydstyrke, så kan sagen kun afgøres ved dyst og direkte korporligheder opstår. De brager sammen og gevirernes kollision kan høres viden om. Kort efter fiser taberen af og vinderen sender et par brøl efter den og forsøger at bestige hunnerne, som har stået og observeret aktiviteterne. Meget spændende oplevelse.
Normalt dukker der også vildsvin op på arenaen, men på grund af den frygtede svinepest er antallet stærkt decimeret, og jeg så de første dage ikke en eneste, og havde nærmest opgivet håbet om at nedlægge et.
”Hvordan gik det så, jagtmæssigt?” tænker du måske. De første dage havde et par af de andre gutter haft ild i kanonen, medens jeg ufrivilligt indtog rollen, som den fredelige tyr Ferdinand, som snuser til blomsterne under et træ. Men livet er jo skønt, uanset, og oplevelserne står i kø for den observante. Blandt andet landede der en morgen et væld af småfugle, i et træ lige foran min post, inklusive en flok trækkende vipstjerter, og flere musvitter og rørsangere. Smuk oplevelse.
Nå, men tilbage til spørgsmålet om min jagtlykke: På grund af omsiggribende svinepest i Østeuropa, har de lettiske myndigheder besluttet at tillade jagt på vildsvin med natsigtemidler, for at reducere bestanden i håbet om, at det vil mindske udbredningen af sygdommen. Således udrustet med en lånt riffel med natkikkertsigte, spottede jeg en mørk aften noget, som i første omgang lignede store sten under et egetræ, langt ude på en græsmark. Men idet jeg vidste, at vildsvin elsker nedfaldne agern fra egetræer, kiggede jeg efter en extra gang, og ganske rigtig så var det vildsvin, som hedder "mezacuka" på lettisk. Udrustet med en patron i kammeret og en i lommen, listede jeg ud på græsmarken, og nærmede mig træet, hvorunder grisene stod og guffede agern. De var heldigvis travlt optaget og i al støjen fra deres æden, opdagede de ikke jægersmanden, som langsomt kom nærmere. Vel inde på skudhold blev en gris udvalgt, og "BANG"...skud blev affyret. Hurtig genladning i mørket, med pulsen bankende i kroppen, og op og tage sigte igen. Hele griseflokken var på vild flugt, og ude til venstre stod den ramte gris, og få sekunder efter faldt den tilsyneladende død om. Minutterne efter at have skudt at vildsvin er altid meget spændende, fordi HVIS grisen ikke er død, risikerer man at blive angrebet. Det var rimelig nervepirrende for mig, at nærme mig dyret i mørket, fordi pulsen bankede så kraftig i min krop, at den flere gange genererede lyde, som lød som om, noget kom løbende mod mig. Forestil dig, hvorledes jeg må have lignet noget fra en krigsfilm, da jeg bevægede mig frem i mørket, svingende riflen fra side til side. Heldigvis var grisen forendt, og alt var fryd og gammen.
PS: Jeg tror jeg så en ulv, men jeg er ikke sikker.
PPS: Beklager, at nogle af billederne er lidt uskarpe på grund af svag belysning. Men de er nu alligevel gode at tage med i beretningen. Og vi lover, at hvis vi få nogle ordentlige lydoptagelser af hjortens brølen, så deler vi dem også her.